12 gode råd: Sådan åbner I foreningen for østeuropæere
Læs her, hvordan I kan få kontakt til østeuropæerne og tage godt imod dem i foreningen.
🎧 Foretrækker du at lytte? Hør historien i podcasten: Sådan inkluderer I østeuropæere i foreningen
Her får du 6 + 6 gode råd til, hvordan din forening får hhv. kontakt til østeuropæere i lokalområdet og sørger for en god velkomst.
Få kontakt med østeuropæere i lokalområdet
- Oversæt hjemmesiden, eller dele af den, til engelsk, og skriv en tydelig engelsksproget kontaktperson. Har I allerede østeuropæiske medlemmer, kan de måske være kontaktpersoner.
- Har I en aktiv østeuropæer i foreningen, så bed ham/hende tage kontakt til flere. Fortæl også om ham eller hende på hjemmesiden.
- Skriv opslag og andre former for indbydelser på både dansk og engelsk.
- Snak med kommunen om, hvordan I kan komme i kontakt med østeuropæere i området. Måske kan jeres flyer komme med i en velkomstpakke fra kommunen.
- Kontakt arbejdsgiverne, for eksempel landmænd og industri i lokalområdet. De kan formidle kontakt til østeuropæere. Hvis arbejdsgiveren bakker op, er det lettere for de ansatte at få fri til kampe mv.
- Hold åbne arrangementer som Åben Hal, aktivitetsdag, åben træning og andet, og husk at informere bredt om det, også på engelsk.
Tips til en god velkomst
- Etabler en makkerordning, når en ny kommer ind på holdet. Vælg en af de andre på holdet til at vise den nye til rette og sikre, at beskeder bliver forstået
- Spørg den nye, om han eller hun har brug for at komme med i en kørselsordning. Spørg gerne flere gange.
- Informér om, hvad en forening er: DGI’s folder ’Har du lyst til at dyrke foreningsliv’ er oversat til otte sprog, bl.a. polsk og rumænsk. Du finder den her.
- Informér om mødetider. Vi danskere er mere punktlige, end man er i de fleste andre lande.
- Efter det første møde med foreningen: Følg op. Ring eller send en sms og hør, hvordan det er gået, og om personen kommer igen til næste træning.
- Brug de gode råd om at skabe en god velkomst fra DGI’s folder ’Tag godt imod’.
FAKTA: Der boede i 2019 knap 105.000 østeuropæere i Danmark. Ofte savner de netværk og indhold i fritiden.