Tak for festen!

Mange institutioner og foreninger havde sagt ja til at levere spændende indslag på den 3 km lange paraderute. Privatpersoner havde sat deres forhaver til rådighed for de mange kreative indslag. Deltagerne drog mod stadion i fuld sol og fik en fantastisk oplevelse på vej dertil.

Men Svendborg var ikke alene om det gode værtskab. 4.500 frivillige gjorde det muligt at gennemføre ét af Danmarks mest komplekse events. Med deres gåpåmod, positive tilgang og viljen til at få ting til at lykkes, fortjener de fynske frivillige stor ros for deres ihærdige indsats.

Fysisk sammen igen

På landsstævnestadion, som var genbrug fra Landsstævnet i Svendborg 1994, var det igen muligt at lave en fælles indmarch. Deltagerne blev på stadion og sammen med publikum var de i fællesskab en del af en forrygende åbning af Landsstævnet. En åbning, der huskede os alle på, hvor fantastisk det er at bevæge sig sammen, synge sammen og i det hele taget være fysisk sammen igen.

Det BEDSTE Landsstævne ever!!!

Fra deltagerevalueringen

Fredag og lørdag blev der prøvet kræfter med over 400 forskellige idrætsaktiviteter, og man kunne tro at kræfterne herefter var brugt op. Men både torsdag, fredag og lørdag aften var festivalzonerne fyldt med glade deltagere og gæster, som med deres energi og gode humør fyldte både festtelte og koncertpladser rundt i byen.

Søndag formiddag sluttede Landsstævnet med 8.500 deltagere på plænen til Afslutningsshowet. 5.700 af dem var efterskoleelever, som efter en uge i Svendborg med 3 imponerende shows, fandt den sidste energi og sammen med Carpark North og lokale foreningshold fra hele landet fik sagt farvel og tak til Svendborg. Sammen sendte de alle deltagere hjem med masser af oplevelser i bagagen og ikke mindst glæden over, at vi igen kunne mødes i det store fællesskab, som Landsstævnet er.

En fantastisk oplevelse. Jeg var høj flere dage efter.

Fra landsstævneevalueringen

Nu er vi i gang med at evaluere. Der er selvfølgelig ting, som kan gøres bedre, men overordnet har vi meget at være tilfredse med. 92% af deltagerne vil gerne anbefale Landsstævnet til dem, de kender. Det er den bedste hjælp vi kan få til fremtidige Landsstævner.

Svendborg Kommune udtrykker stor glæde over et veloverstået landsstævne, som I deres egen optik, overgik oplevelsen i 1994.

Samarbejdet med DR og en lang række andre medier har givet rigtig god mediedækning. I gennemsnit har den enkelte dansker i landsstævne-perioden været eksponeret for Landsstævnet 23 gange. En eksponering som kommer hele DGI til gode. Imponerende 62% af omtalen i redaktionelle medier var positiv, og 0 % var negativ - det kan vi godt være stolte af.

Vi kommer også til det næste Landsstævne.

Fra deltagerevalueringen

Også på vores egne landsstævnekanaler har vores følgere taget godt imod vores indhold, og mange nye er kommet til.

Tilbage er kun at sige: Tak for festen. Vi glæder os til DGI Landsstævne 2025 i Vejle.

Tilbage til årsberetningen >