Ruterne

Du kan i år vælge mellem tre distancer til Aalborg Halvmarathon - halvmaraton, kvartmaraton eller den nye MINIhalvmaraton på 2,1 km.

Book dit startnummer

Få fingrene i dit startnummer til en oplevelse, der sætter sig på nethinden.

Køb startnummer

Til løbet i 2024 fokuserer vi på at gøre oplevelsen ude på ruten endnu bedre. De enkelte spots på ruten får en overhaling, og vi skal have endnu flere oplevelser på løbeturen. Der er også kommet en ny distance til på 2,1 km, som vi kalder MINIhalvmaraton. Den rute er primært for børnefamilier med små fødder - der selvfølgelig er en del af motionsfesten i Aalborg. Halvmaraton og kvartmaraton distanceren går gennem Limfjordstunnelen, mens 2,1 km ruten ligger på en rundstrækning på Aalborgsiden af fjorden - og her kommer man altså ikke gennem tunnelen.

Halvmaraton og kvartmaraton skydes i gang klokken 09.00 fra Slotspladsen ved Utzon Center. MINIhalvmaraton ca. klokken 09.20 samme sted, men vi varmer lige op sammen først.

Fantastisk halvmaratonrute - 40% af ruten er ny

Vi har i 2024 ændret ruten med ca. 40 %. Det betyder, at hvis du har været med før, venter der en helt ny oplevelse. Du kommer selvfølgelig stadigvæk igennem Limfjordstunnelen som det første, inden vi jager dig rundt i Aalborg - og tilbage langs havnefronten. Aalborg Racing Arena lader dig prøve kræfter med en tur rundt på travbanen - her får du selvfølgelig en tid på turen, som du kan flashe over for vennerne. Et af depoterne indbyder til et liiidt længere ophold, hvis du trænger til at suge luft ind. Vi har nemlig fået lov til at slå lejr i gården ved Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum blandt kampvogne og andet militært isenkram. 

Undervejs er der masser af underholdning. Du kommer igennem Vestre Fjordpark, Aalborgs sommerparadis og samlingssted, som byder på noget for alle, der er glade for natur og vandsport. Ved Aalborg Streetfood, skal du huske at kigge op, hvis dine nærmeste har sendt os en videohilsen. Er du heldig, bliver den nemlig afspillet på storskærm lige præcis når du løber forbi. De mange cheerzones giver dig et mentalt boost, når det er allermest tiltrængt.

Ruten er ikke helt bilfri, men vi bestræber os på at deltagere ikke kommer til at opleve at blive stoppet pga. biltrafik.

Der er fartholdere på: 01:30 - 01:40 - 01:50 - 02:00 - 02:10 - 02:20 - 02:30 - 03:00 - find en grøn ballon med den relevante tid og hægt dig på - så hjælper vores seje frivillige dig med at holde tiden.

Kvartmaraton med oplevelser

På kvartmaraton ruten kommer du også igennem Limfjordstunnelen, sammen med alle de andre mange løbere. VI håber på at den euforiske stemning i cheerzones får dig til at trække på smilebåndet - inden du kommer tilbage over Limfjordsbroen, og får en lækker tur tilbage langs havnefronten mod mål på Slotspladsen. Her kan du, sammen med de mange tusinde løbere og alle deltagerne fra WALKin Nordjylland nyde en forfriskning, mens du puster ud efter de 10,5 km.  

MINIhalvmaraton - 2,1 km for de mindste fødder

Her er der mulighed for at ALLE kan deltage i hele Nordjyllands motionsfest. Vi løber på en rundstrækning, der er afspærret for al trafik. Familien med de mindste fødder kan være med til det første motionsløb - og der er masser af mulighed for at holde pauser undervejs. Sparekassen Danmarks maskot Spire og de andre maskotvenner sørger for at stemningen er i top, og vejen ti grin er kort. Der er selvfølgelig en fed medalje til alle, der er med og depot som til et helt rigtig motionsløb... hmm... det er faktisk et helt rigtigt motionsløb, bare for de mindste.

Alle børn, som er med skal være i følge med en voksen.

Obs.
Hvis du klikker på ikonet øverst til venstre  på kortet herunder, kan du vælge at se de andre ruter. Der kan komme mindre ændringer i nedenstående ruter når vi kommer tættere på raceday.

Vi kan kun vise dig indholdet her, hvis du accepterer marketing-cookies. Ret dine cookie-indstillinger