Aktivt udeliv - gode oplevelser med natur og friluftsliv

DGI Nordjylland - Aktivt Udeliv udvikler aktiviteter og projekter, der giver flere lyst til at dyrke idræt, motion og fællesskab i det fri.

Vi styrker aktive fællesskaber i det fri. Vores mål er at få endnu flere danskere med i foreninger og fællesskaber, der dyrker idræt og motion i naturen og uderummet. Vi omfavner både naturen, vandkanten og byens aktive rum - alle de steder, hvor vi søger hen for at være aktive.

Sammen giver vi børn, unge, voksne og seniorer mulighed for at dyrke sunde og sjove aktiviteter under åben himmel - uanset om det er snevejr eller solskin. Ambitionen er at vække hele familiens interesse for idræt, motion og bevægelse i naturen og i byen året rundt.

Vi samarbejder med kommuner, skoler, foreninger, institutioner og organisationer om at skabe gode oplevelser inden for natur, friluftsliv og foreningsliv. Fra aktivitetsinspiration til konkrete projekter og indsatser. Fra kano, kajak og SUP til træklatring, løb og gangMTB, naturlig leg og basis friluftsliv.