Tennis for seniorer
Sæt gang i tennis i dagtimerne. Tennis kombinerer konkurrence, sundhed og fællesskab i et tempo, seniorerne fint kan være med til.
Mange seniorer dyrker tennis for at trimme både den fysiske og mentale form og nyde det sociale fællesskab. Seniorer har bl.a. fornøjelse af at spille på formiddagshold, hvor banerne ellers står tomme.
Mange tennisklubber tilbyder både udendørstræning (typisk fra sidst i april til først i oktober) og indendørstræning.
Tennis er både sjovere og mere lærerigt, hvis man kan spille bolden frem og tilbage flere gange i duellerne. Derfor anbefales det at anvende forskellige boldtyper, som passer til spillernes niveau.
Når først man er blevet medlem af en klub og har gennemført en begynderintroduktion, kan man også booke sine egne baner og træne, når det passer en bedst.
Voksenintroduktion er et nøglefærdigt rekrutteringsværktøj, der henvender sig til voksne motionister, som et alsidigt og fleksibelt træningsforløb og som kan tilpasses seniorer.
Med Tennis får
Senioren:
- Et fleksibelt træningstilbud √ - Når først man er blevet introduceret til spillet, kan man reservere banen, når man har lyst - morgen, middag, aften.
- Højintensiv træning √ - Tennis er en individuel idræt, som giver dig mulighed for at brænde krudtet af over for en jævnbyrdig makker.
- Tid udendørs √ - Få frisk luft, blå himmel og røde kinder, når du spiller ude.
Foreningen:
- Bedre udnyttelse af faciliteter √ - Foreningen kan udnytte faciliteterne i dagtimerne og få flere medlemmer.
- Frivillige seniorer √ - som kan løfte mange opgaver i foreningen og ses som en stor ressource.