Stoletræning

Træning på, ved og omkring en stol.

Stoletræning er aktiv træning ved brug af en stol dels som redskab og dels som tryg støtte i træning af balance, styrke og koordination.

Stoletræning er funktionel træning og kan inspirere instruktører og aktivitetsledere i foreninger, på aktivitetscentre og plejehjem til en aktiv træning. Funktionel træning defineres her som træning, der understøtter hverdagsbevægelser, hvor udgangspunktet er medfødte bevægelsesmønstre, som f.eks. bøje, strække, rotere, trække, skubbe, svinge, balancere, kaste, gribe og gå.

Grundlæggende kan en øvelse betragtes som funktionel, hvis den bidrager til at opfylde de fysiske mål, den enkelte ønsker bedret eller vedligeholdt gennem træningen; bedre balance, mere mobilitet, større styrke osv.

Med Stoletræning får

Foreningen

  • En alsidig og fleksibel aktivitet √ – Foreningen kan udbyde et populært, alsidigt og fleksibelt tilbud.
  • Nye medlemmer √ - Nuværende og nye medlemmer får en mulighed for at være med i foreningen og bevare eller opbygge en tilknytning til foreningen.
  • Aktivitet, som er nemt at igangsætte √ - Det kræver kun en stol pr. deltager og et ledigt lokale.
  • Videreuddannelse af instruktører √ - Rutinerede instruktører kan let tilegne sig et stort antal øvelser på DGI's inspirationskursus "Stoletræning - på, ved og omkring en stol".

Seniorer

  • Skånsom træning √ - Alle kan være med, for øvelserne kan skaleres, så man enten står ved siden af stolen, sidder på stolen eller blot støtter sig til den.
  • God træning √ - Stoletræning giver mulighed for at opbygge styrke, koordination og balance for nye udøvere.