Børn og unges lige adgang til foreningsdeltagelse

At være med i en idrætsforening er afgørende for børn og unges oplevelse af fællesskab og trivsel. I foreningen mødes børn og unge på tværs af baggrund og social status om en fælles interesse: idrætten og fællesskabet. Og de møder andre voksne rollemodeller end dem, de møder i skolen og i familien.

Samtidig er idrætsforeningen ofte det første sted, børn og unge møder demokratiet. Her er de f.eks. med til at bestemme, hvad fidusbamsen skal hedde, og hvilke farver opvisningsdragten skal have. I foreningen bliver børnene forberedt på det lille demokrati, så de er klar til at deltage som aktive borgere i det store demokrati.

I dag er foreningsdeltagelsen blandt børn og unge meget forskellig fra kommune til kommune og fra by til by.  Det skyldes både, at der er ulige adgang til idrætsfaciliteter og forskel på, hvordan kommunerne prioriterer, og det er et problem.

I storbyerne har mange foreninger lange ventelister. Der er mangel på faciliteter og et anlægsloft, som forhindrer kommuner i at følge med befolkningsudviklingen, når det gælder idrætsfaciliteter. Konsekvensen er nedslående. Over halvdelen af alle forældre i København har forgæves forsøgt at melde deres børn til idrætsaktiviteter.

Samtidig forlader alt for mange unge foreningsidrætten i de tidlige teenageår. Det er et problem for foreningernes mangfoldighed og overlevelse på langt sigt. Og det er paradoksalt i en tid, hvor unge kalder på fællesskabet og en pause fra perfekthedskulturen.

DGI mener:

• Børn og unge skal have adgang til attraktive idrætstilbud og faciliteter, uanset hvor i landet de bor.
• Arenaer for idræt og fysisk aktivitet skal tænkes ind i byplanlægningen i langt højere grad end i dag. Der må ikke bygges nye byområder, uden at idrætsfaciliteter prioriteres, som det eksempelvis er tilfældet i Aarhus og København. Problemet løses ikke med en parkourbane eller en basketkurv. For børn vil gå til fodbold, svømning og gymnastik - og det er svært uden baner og haller. Desuden styrker klubhuse og idrætsfaciliteter det lokale sammenhold og fællesskab, og det er vigtigt for sammenhængskraften.
• Alle kommuner bør tilbyde fritidspas eller anden model for økonomisk støtte til udsatte børn og unge, der ikke selv kan betale kontingent. Økonomi bør ikke være en barriere for at være med i foreningernes fællesskaber. Vi skal arbejde sammen på tværs af aktører for at skabe den gode relation til udsatte familier.
• Vi skal tage alvorligt, at børn vil have det sjovt til idræt. Kampen, dysten, opvisningen er en del af idrættens DNA, men det skal være med oplevelsen i centrum, ikke resultatet. I dag er det alt for ofte de voksnes kulturer og ambitioner, der bestemmer kulturen, når børn dyrker idræt. Vi skal ændre kulturen, så børnene får lyst til at komme igen, og så de unge ikke falder fra. Vi skal gøre op med lange turneringer og fokus på resultater i en alt for tidlig alder, for børneidrætten råber på glæde. Derved kan vi sikre, at idrættens fællesskaber er for alle børn, og at vi i højere grad fastholder børn og unge i idrætsforeningerne.