Nels Petersen

1. Hvorfor genopstiller du til DGI's hovedbestyrelse?

Det er der flere grunde til. DGI er midt i en række spændende processer og projekter, som jeg fortsat gerne vil være en del af.

Efter kun to år i hovedbestyrelsen ville det være lidt at stikke halen mellem benene ikke at genopstille. Det er vigtigt, at vi har kontinuitet i hovedbestyrelsen, for dér træffes jo – efter dialog med landsledelsen – beslutninger af ret vidtgående karakter. 

Nok har jeg en erhvervsmæssigt baggrund med vægt på strategi, kommunikation, markedsføring, CSR, public affairs, men jeg er i mit tankesæt grundlæggende generalist med fokus på helheden. Netop helheden er vigtigt i DGI i den struktur vi har med en landsorganisation og selvstændige landsdelsforeninger. Det forhold må aldrig blive to modsætninger. Her føler jeg, at jeg kan bidrage med min baggrund.

Mit hjerte har altid banket for DGI’s landsstævner, som jeg har oplevet mange af og med meget forskellige opgaver. Ved landsstævnet i Aalborg næste år er jeg med i administrativ styregruppe og formand for ”kommunikation og markedsføring”. Det arbejde vil jeg selvfølgelig meget gerne gøre færdigt.

2. De to vigtigste beslutningstagere i Bevæg dig for livet er 1) borgerne, som skal vælge at blive aktive og 2) foreningen, som skal vælge at være en del af Bevæg dig for Livet. Hvordan kan DGI bedst støtte op om de to parter?

Bevæg dig for livet har vi nu arbejdet med i omkring to år, men der er én ting vi endnu ikke rigtig har taget fat på – og det er den eksterne kommunikation i offentligheden. Vel, vi har kommunikeret en masse og vores dygtige kommunikationsfolk har haft travlt med at skabe rammer for kommunikationen – visuel identitet og en masse intern kommunikation.

Nu er tiden kommet til at gå eksternt med kommunikationen. Et pressemøde – som det vi lavede med Kronprinsen – er ikke nok. Vi skal vedvarende kommunikere i den brede offentlighed. Bevæg dig for livet skal gøres til en folkesag.

Vi skal bruge medierne til at sætte dagsorden. De rammer ind i hjertekulen af borgernes hverdag. Når medierne tager fat, reagerer befolkningen. Og vi skal lave nye partnerskaber med organisationer og store virksomheder – der, hvor der er mange arbejdspladser.

3. DGI har arbejdet med demokrati og involvering det seneste år. Hvordan vil det ændre organisationen i fremtiden?

Det er et projekt, der som jeg ser det, endnu kun er i sin spæde start. Vi ved ikke p.t. hvor vi lander, når der til årsmødet i 2017 skal afrapporteres. Siden jeg kom i hovedbestyrelsen, har jeg dog oplevet, at dialogen er blevet mere konstruktiv. Det gælder op og ned og på tværs i organisationen.

Vi vil alle gerne involveres. Det er et menneskeligt træk, at man altid har et ønske om, at være med til at træffe beslutninger i det organisatoriske niveau, der er lige over, hvor man selv befinder sig. Det er jo et godt træk, for det beviser, at man har en oprigtig interesse for sagerne.

Det er også derfor, at en bred dialog er så vigtig. I særdeleshed har dialogen mellem hovedbestyrelsen og landsledelsen udviklet sig positivt. Og her også er plads til vores administrative ledere, som har ansvaret for at udmønte beslutninger.

Men DGI har også mange led og sub-organisationer, og jeg håber, at arbejdet vil medføre en endnu stærkere dialog på kryds og tværs – SAMTIDIG med, at vi kan respektere hinanden for at der nødvendigvis også skal træffes beslutninger.

Vi skal være tydeligere med, hvad der er debatfora og beslutningsfora og erkende, at det er en balance. Og det er jo én af grundene til vores demokrati- og involverings-projekt. 

4. Foreningsudvikling har en positiv effekt, også på den lange bane. Hvordan vil du arbejde for at styrke idrætsforeningernes arbejde med at udvikle sig?

Der er tre ting vi skal fokusere på:

Vi skal udvikle og hjælpe foreningerne til at gøre hverdagen nemmere, enklere, mere moderne og udviklende. Jeg tænker på digitalisering og sociale medier.DGI har kræfterne til at udvikle hjælpeværktøjer, som giver foreningerne endnu større muligheder for at være forening i et moderne og digitaliseret samfund.

Vi skal udvikle nye organisationsmodeller, hvor der er plads til atypiske strukturer for de foreninger, der vil bryde vanetænkningen i måden at organisere sig på. Vi har som landsorganisation sammen med landsdelsforeningerne kræfterne til at hjælpe.

Vi bør fokusere endnu mere på, hvordan vores tusinder af foreninger fortsat kan få frivillige og folkevalgte med i arbejdet. De er forudsætningen for foreningens eksistens. Og de skal anerkendes.