Små spil med stort potentiale

DGI KROLF. Der er fortsat fremgang i medlemsudviklingen med 14 % i krolf, og med en aktiv og energisk frivillig landsledelse er der grund til at tro, at der kommer flere med de kommende år.

Krolf er en oplagt aktivitet for seniorer, måske især tidligere boldspillere, men har også vist sig inkluderende for yngre, der ikke har fundet fodfæste blandt jævnaldrende i andre foreninger.

DGI Krolf har stort fokus på at hjælpe nye foreninger i gang med alt fra anlæggelse af baner til organisering af træf og stævner. Et andet fokus er at etablere arbejdsgrupper i alle landsdelsforeninger. 

Oversigt over årets aktiviteter.

DGI KROCKET. Krocketsporten har i 2019 aktiveret mere end 6.000 deltagere og haft stort fokus på at tiltrække nye spillere. Det har resulteret i krocketsportens dag og kurser og instruktioner for både nye og nuværende spillere.

Særlige indsatser med lokale samarbejdsaftaler mellem skoler og foreninger i flere landsdelsforeninger skal øge kendskabet blandt børn og unge.

Vi arbejder målrettet for at gøre det let for nye spillere at komme i gang, og idrætsledelsen har i år hjulpet flere nye foreninger i gang ved at låne dem udstyr samt at tilbyde gratis instruktioner.

DGI BOWLS. Spillet er i rivende udvikling og har et stort udviklingspotentiale. KIF Bowls har i år kunnet slå dørene op for en af Danmarks første større udendørs anlæg med baner efter internationale mål. De nye baner er medvirkende til at tiltrække nye spillere fra hele landsdelsforeningen og fastholde nuværende. Klubben er et pragteksemplar på, hvordan de med deres nye tiltag og dedikerede frivillige kræfter på bare 4 år har fået 70 nye medlemmer.

Bowls er efterspurgt og vinder indpas i den danske idrætsverden. I 2019 har 255 steder bowls som aktivitet fordelt i 10 landsdelsforeninger og stævner, turneringer, kurser og instruktioner i det meste af landet.

Tilbage til Årsberetning 2019.