Ny persondataforordning berører alle idrætsforeninger

EU's persondataforordning trådte i kraft den 25. maj i år og berører alle idrætsforeninger.

Reglerne i den persondataforordning, som trådte i kraft 25. maj i år, skal anvendes med rimelighed. De rummer ikke et forbud mod behandling af personoplysninger, men behandlingen skal minimeres.

Alle idrætsforeninger er omfattet af reglerne, fordi de behandler oplysninger om medlemmer og ledere.

DGI tog opgaven på sig med at informere om, hvordan forordningen skal omsættes til en praktisk virkelighed. Vi udarbejdede sammen med DIF en vejledning. Den forklarer reglerne i hovedtræk og er forsynet med bilag, som kan bruges, når en forening skal leve op til nogle af opgaverne. DGI har løbende betonet, at forordningen skal tages seriøst, men ikke overgøres.

Materialet, som er tilgængeligt på vores hjemmeside, er blevet flittigt brugt. Vi har gennemført fem online-kurser med knap 1.000 deltagere, og en video af disse er set mere end 4.000 gange.

Forordningen har været en god anledning til at rydde op i personoplysninger og få fastlagt fornuftige rutiner. Opgaven for foreningerne har ikke været let, men der har været forståelse for og vilje til at løfte på opgaven ud fra et realistisk ambitionsniveau.

Tilbage til Årsberetning 2018.