En weekend fyldt med smil op til begge ører

DGI Verdensholdet havde besøg af 240 gymnaster fra hele landet, som deltog i Weekend med Verdensholdet fra den 7. til den 8. oktober. En weekend med fuld fart og glade børn og unge.

Lørdag den 7. oktober ankom 240 gymnaster fra hele Danmark med soveposer, træningstøj og godt humør til BGI Akademiet i Hornsyld tæt på Horsens. Gymnasterne skulle nemlig deltage i Weekend med Verdensholdet. En hel weekend, hvor børn og unge i alderen 12 til 16 år fik mulighed for at møde og blive undervist af gymnasterne fra DGI Verdensholdet.

Kort tid efter indkvartering og aftensmad gik det hele i gang. Gymnasterne lavede først en masse lege for at lære hinanden at kende, og herefter blev der sprunget og danset i forskellige mindre grupper. Ikke nok med det blev de også udfordret i forbindelse med akrobatik og jonglering med de bolde, som DGI Verdensholdet bruger i deres show KATA.

Hele weekenden igennem havde de 240 deltagere sved på panden og smil op til begge ører. Det oplevede deres forældre også, da de kom søndag eftermiddag. Inden afhentning skulle gymnasterne nemlig vise, hvad de havde lært i et lille show sammen med Verdensholdsgymnasterne. Alle gav den fuld gas i koreografierne, og der blev både sprunget flik flak, baglænder og en masse saltoer i det springkoncept, som DGI Verdensholdet har med i deres show. En helt fantastisk weekend, som de fleste forhåbentlig aldrig vil glemme.