Vi har bevæget verden – det har bevæget os
Det seneste år har vi rejst rundt med shows og workshops i hele verden. Vi har mødt et utal af børn, unge og voksne, og vi har vist, hvad bevægelse i fællesskaber kan. Vi har bevæget verden, og det har bevæget os.
Det er vildt at tænke tilbage på det år, der er gået. Det hele begyndte med, at holdet blev udtaget i februar, og så er det ellers gået stærkt. Først med træningslejr over sommeren, Take-Off Turné i efteråret, og så rejste vi afsted på Verdensturné. Tyskland, Luxembourg, Singapore, Malaysia, Sydkorea, Australien, Mexico, Argentina, Uruguay. Efter et vildt halvt år turnerede vi Danmark tyndt og viste vores show KATA. Afslutningsvist har vi netop besøgt vores nordiske naboer – Sverige og Norge.
”Det seneste år har været hæsblæsende, storslået og fyldt med små magiske øjeblikke, som sker midt i det alt fantastiske. Jeg har fået lov til at bo hos værtsfamilier i lande, jeg aldrig havde troet, jeg skulle besøge, opvist for ellevilde børn og lavet workshops på strande. Jeg har savnet, fundet tryghed i en ny form for familie, været frustreret, fyldt med lykkerus og fået lov til at dyrke min hobby med passionerede mennesker i et helt år. Jeg føler mig meget privilegeret over det seneste år,” siger Emilie Engelbrecht Kristensen, der er gymnast på DGI Verdensholdet.
Gennem vores rejse har vi lavet workshops og shows for et utal af mennesker over hele verden. Vi har danset, lavet saltoer, leget og fået sved på panden – alt sammen med et stort smil på de flestes læber.
”Jeg føler, at vi har bevæget verden, når vi efter en workshop ser børn, der ikke kan stå stille under vores show, og når jeg ser publikum vugge med til beatet i musikken eller blive rørt til tårer undervejs. Jeg føler, at vi bevæger mennesker både fysisk og mentalt,” siger Emilie.
Og netop det, at vi har bevæget verden, har givet os utrolig meget tilbage.
”Personligt betyder det enormt meget at bevæge verden og sætte et aftryk, som stadig inspirerer dem, vi har besøgt. De positive reaktioner, vi modtager under vores workshops og shows, giver mig håb om, at vi vil noget godt med hinanden, og at vi kan skabe fantastiske ting sammen. Det, synes jeg, er vigtigt, og det er den drivkraft, som gør, at det stadig er sjovt at lave gymnastik,” siger Emilie.
Alt godt har en ende, og det har det her eventyr også for os.
”Det er en enorm ambivalent følelse, at eventyret slutter nu. Jeg er fyldt med taknemmelighed for de oplevelser og muligheder, jeg har fået undervejs på rejsen og af alle de mennesker, jeg har mødt - både mine holdkammerater og værter. Jeg glæder mig samtidig også meget til en mere normal hverdag, hvor der går længere tid mellem de ”store oplevelser”, og hvor alle oplevelserne fra rejsen forhåbentlig får lov til at bundfælde sig lidt mere,” siger Emilie.
Vi giver stafetten videre til det næste hold, og vi håber, at de får en lige så fantastisk oplevelse, som vi har fået.
Emilie giver hermed et kærligt råd til de næste gymnaster på DGI Verdensholdet:
”Tag én dag ad gangen. Det er en stor oplevelse, som nok kun sker én gang i livet. Der er en kæmpe læring i at være omkring mennesker på alle dine dårlige dage og stå ved siden af dem, når de har en dårlig dag. Det er en kæmpe gave at kunne dele alle de store og små øjeblikke med hinanden. Og så vil jeg anbefale natbriller, en god nakkestøtte og et spil kort til rejsedagene - de ting kan man altid bruge.”
Tak fra os alle.