Gymnastik på programmet fra morgen til aften

Tredje træningssamling er slut, og gymnasterne har knoklet hårdt. De har lært en masse koreografi til showet, løftet tungt og hygget sig med sang, pauser i solen og en masse andet.

En helt fantastisk pinse er gået på BGI Akademiet. Verdensholdet har været samlet til tredje træningssamling, og der har været fuld fart på. Gymnasterne har fået hele showets historie fortalt gennem musik, fortælling og billeder. I weekenden har gymnasterne lært en masse koreografi, som skal bruges i showet, og de elsker det! 

Men ingen træningssamling uden fysisk træning. Erik har budt holdet på alt fra benhård morgentræning med høj puls til tung styrketræning. Derfor er musklerne også godt brugt, og der er ingen tvivl om, at de trænger til lidt afslapning efter den her weekend.

Men der har også været plads til pauser i solen, en snak om samværspolitik og sang, som gymnasterne selv har arrangeret.

Vi glæder os til at kunne fortælle meget mere om den forestående opvisning KATA i de kommende måneder.