REPstævnet var magisk

DGI Verdensholdet optrådte til REPstævnet i Vejle. Det var en helt fantastisk oplevelse, som gymnasterne aldrig vil glemme.

Her kan du læse verdensholdsgymnast Julie Marie Glerups oplevelse med REPstævnet i Vejle søndag den 13. april

"Det var helt vildt at være til REPstævne - et show jeg havde set frem til længe! Forinden var der mange sommerfugle i maven og store forventninger til mig selv. Jeg kendte mange blandt publikum og ville derfor gerne gøre mit bedste foran venner og familie. Derfor nåede nervøsiteten at snige sig ind på mig i løbet af weekenden, men samtidig var der også en kæmpe spænding og glæde frem mod showet."

Showet var kulminationen på en rigtig god weekend med masser af lækker og inspirerende gymnastik og søde mennesker.

Det var den bedste opbakning, jeg kunne ønske mig. Jeg kunne mærke, at publikum var med os og heppede på os hele vejen igennem. Danmark har taget rigtig godt imod os, siden vi kom hjem, men det var en hel speciel oplevelse at lave show foran publikum til REPstævne. Det var en kæmpe fornøjelse og stor glæde at stå på gulvet - og en stor forløsning efterfølgende.

Showet gik over alle forventninger, og jeg nød at stå på gulvet foran en fuld hal.

Jeg er meget taknemmelig over reaktionerne, opbakningen og de mange rosende ord, vi har fået. Det betyder meget for mig, og det er en oplevelse, jeg ikke glemmer!