Pernille skaber ro i turnévirvar
Hverdagen på verdensturné med DGI Verdensholdet har været en mærkværdig størrelse. Da vi i oktober rejste fra Danmark, kunne jeg ikke forestille mig, at der ville komme en hverdag, når alting hele tiden forandrede sig. Sidenhen er jeg blevet klogere.
Dagligdagen på vores verdensturné var, modsat herhjemme, ikke defineret af klokkeslæt, faste arbejdspladser og vante omgivelser. Ofte vidste vi ikke, hvor vi skulle sove, hvor længe vi skulle køre i bus, eller hvornår der igen ville være mad eller mulighed for toiletbesøg.
Når vi trådte ind i en ny hal, vidste ingen, hvor vi skulle gå hen. Måske vi ikke engang var i en hal, måske på en parkeringsplads i Thailand eller i en lysning i et skovområde i Uruguay. Som oftest var der nyt showunderlag, nye opstillinger, nye ind- og udgange på gulvet og anderledes dragtskiftemuligheder.
I løbet af et show opstod der ofte udfordringer, vi ikke havde kunnet forudse. Det kunne eksempelvis være kakerlakker i et par startseriebukser, madforgiftning, eller legende børn på banen.
Alligevel har vi formået at skabe en hverdag i kaosset. For når man er på verdensturné, hvor alt omkring én så hurtigt skifter karakter, opstår der en hverdag, der i højere grad er defineret af relationer og gøremål; alt det vi selv har kunne styre. Når dagens program stod på bustur, pakkede jeg en lille madpakke til turen, og den indeholdt altid det samme: en fyldt vanddunk, en cola, et par poser nødder, en rulle oreos, en rulle mentos og et æble. Når vi ankom til et nyt hotel eller sovesal, fandt jeg et sted at placere min kuffert og fik de mest nødvendige ting op af den. Når kufferten igen skulle pakkes til afgang, havde alting en bestemt plads, så jeg hurtigt kunne lure, om der manglede noget. På den måde skabte jeg rutiner, jeg kunne læne mig op ad, ligegyldigt hvor vi befandt os. Det samme har gjort sig gældende på showdage. Ligegyldigt hvilken hal vi er trådt ind i, hvad klokken var, hvor varmt det var, eller hvilket land vi befandt os i, havde vi en række klare gøremål og ansvarsområder. Først tømte vi redskabs-bilen og lagde redskaber klar. Bagefter gennemgik vi showets indslag, pakkede hatte og vimpler ud, lagde tøj klar i kulissen og varmede op. Så kørte showtoget, hvor alle havde sin plads, og hvor vi kun skulle forholde os til hinanden.
Man kan måske sidde derhjemme og tænke, at det samme show i et helt år kan blive lidt trivielt.
Men i virkeligheden har vores show været noget af det eneste faste, vi har haft, når alt andet har forandret sig. For mig har det været med til at skabe tryghed og ro; her var jeg på hjemmebane og vidste næsten altid, hvad jeg skulle.
