Et privilegie at blive taget imod med åbne arme i Luxembourg

Fra det sekund vi trådte ud af bussen i Luxembourg følte vi os trygge og meget velkomne. Alle værtsfamilierne stod nemlig klar og havde glædet sig til besøg.

Normalt når man ankommer til et nyt land, skal man finde ud af, hvordan man kommer rundt med offentlig transport, hvor de gode spisesteder er, og hvad man som turist bare må opleve. Men sådan er det ikke, når vi på DGI Verdensholdet kommer til et nyt land som for eksempel, da vi ankom til Luxembourg den 13. oktober. Her stod alle værtsfamilierne klar, da bussen blev parkeret.

”De var utrolig åbne, og jeg følte mig næsten hjemme med det samme. Jeg er glad for, at de tog så varmt imod os, og at de havde lyst til at lukke os ind i deres familie og i deres hverdag”, siger Helle Søndergård Madsen, der er én af de 28 gymnaster på DGI Verdensholdet.

Efter modtagelsen kørte alle gymnasterne hjem med hver deres værtsfamilie.
Helle boede sammen med én af de andre gymnaster hos en værtsfamilie med to børn, og de oplevede meget på fem dage.

”Vi har været til ridestævne og set Luxembourg by. Vi fik lov til at være med på restaurant og egentlig bare være en del af familien,” siger Helle.

Ifølge hende er det et kæmpe privilegie, at så mange værtsfamilier har lyst til at åbne døren til deres hjem.

”Det betyder, at jeg får lov til at komme tæt på lande og kulturer i en grad, som ikke normalt er tilgængelig, når man rejser. Jeg får også mulighed for at give den danske gymnastikkultur og egentlig også noget af mig selv videre, hver gang jeg bor ved nogen,” afslutter Helle.