Erik skifter klinikken ud med forskellige behandlingssteder

Når DGI Verdensholdet står klar med et nyt hold til februar 2023, bliver det Erik Rasmussen som indtager posten som fysisk vejleder.

Erik er 28 år, uddannet kiropraktor ved Syddansk Universitet og har efterfølgende taget efteruddannelseskurser. Han arbejder i dag som kiropraktor i Odense og har erfaring inden for sportskiropraktik og sundhed.

Kompetencer og særlig interesse for krop og fysik
Erik prioriterer fysisk træning højt i hans hverdag. Han har stiftet bekendtskab med konkurrencesport og ved, hvad det kræver for kroppen at kunne yde og præstere bedst muligt. 

Jeg dyrker på nuværende tidspunkt crossfit og funktionel træning ca. 20 timer om ugen. Jeg har spillet fodbold, siden jeg har var helt lille og styrketrænet de seneste 10 år. Inden for de seneste tre år har jeg herudover gennemført et maratonløb, deltaget i crossfitkonkurrencer og lært at gå på hænder.

Erik Rasmussen

Erik har planlagt, instrueret og undervist studerende, samt har, som en naturlig del af sin idræt, brugt adskillige timer på styrke- og konditionstræning.

Jeg føler mig godt tilpas med planlægning og teknisk vejledning, og vil glæde mig til at deltage aktivt i den fysiske træning af DGI Verdensholdets gymnaster. Træningen skal være effektiv, underholdende og afvekslende, og jeg vil søge inspiration i egne erfaringer og i det gymnasterne er vant til fra deres egen træning

Erik Rasmussen

Erik ser frem til de kommende udfordringer med DGI Verdensholdet. Når holdet rejser ud i verden og klinik bliver skiftet ud med meget forskellige behandlingssteder og forhold, bliver man nødt til at være kreativ og pragmatisk, da man ikke altid vil have de ting til rådighed, som man har brug for. Han vender tilbage til klinikken efter jobbet som fysisk vejleder for DGI Verdensholdet. 

Det vil blive en udfordring, men samtidig vil det gøre jobbet, som fysisk vejleder for DGI Verdensholdet, til noget helt særligt og spændende for mig

fortæller Erik Rasmussen, Fysisk Vejleder for DGI Verdensholdet

NDPT14_ErikRasmussen_2.jpg