Gymnasterne optræder for første gang i 30 graders varme

Sveden dryppede af gymnasterne, da de optrådte på EXPO Verdensudstillingen i høj solskin. DGI Verdensholdet ankom til Dubai den 5. november efter otte dage i Polen. Showet på EXPO var første varme udendørsopvisning, og det udfordrede gymnasterne i at præstere under høje temperaturer.

De steg ombord på flyveren iklædt regnjakker og varme sokker. Kontrasten var stor, da gymnasterne fra DGI Verdensholdet forlod Polen i silende regn og ankom til Dubais tropiske ørkenklima d. 5. november. Det blev hurtigt nødvendigt at finde sandalerne frem og tilføje et tykt lag af solcreme for at beskytte den efterårsblege hud for solens stråler. I Dubai er gennemsnitstemperaturen i november måned cirka 30 grader i dagstimerne.

I Dubai skulle gymnasterne bo hos værtsfamilier, optræde på EXPO Verdensudstillingen og besøge skolerne GEMS World Academy, American Academy for Girls og Fairgreen International School. Besøget fik dog en lidt anderledes start, da holdet blev ramt af corona og derfor måtte være i isolation på første del af rejsen. Heldigvis lykkedes det til stor glæde at samles igen lige før deres show på EXPO.

EXPO er et kæmpe event, som bliver afholdt hver femte år. Her mødes virksomheder og organisationer fra lande verden over med målet om at promovere det bedste, deres land har at byde på. I år afholdes EXPO i Dubai på et område på størrelse med Viborg. Hvert land har sin egen pavillon, som gæsterne kan besøge og på den måde lære om de forskellige kulturer verden over.

Høj sol i november måned

Der blev hældt rigeligt med vand på gymnasterne, og Teamleder Bie Andersen måtte ud efter snacks med salt og sukker, så gymnasterne kunne holde til at træne og performe under den brændende sol.

Det var en læring for gymnasterne, at det er noget andet at optræde i høj varme og sol end i en hal i Danmark. Det er ikke sidste gang vi optræder under varme himmelstrøg,” fortæller Bie Andersen, Teamleder DGI Verdensholdet.

Opvisningen havde en særlig betydning for gymnasterne, fordi det var deres første optræden i Dubai, og fordi holdet havde været adskilt i en periode på grund af smitte med corona. Derfor betød det meget for dem, at de næsten optrådte fuldtalligt igen. Der manglede dog de gymnaster, som på daværende tidspunkt var ramt af corona.

Det var fantastisk at optræde som et hold igen – og så endda udendørs i november måned,” fortæller Oliver Toft Lienhøft, gymnast på DGI Verdensholdet.

Se gymnasternes optræden på EXPO