Slutter med et brag i Odense den 4. juli
Efter et år med shows i hele Danmark, Norden og resten af verden slutter DGI Verdensholdet i ODEON i Odense den 4. juli. Sofie Snogdal og Emil Vibæk glæder sig til at fyre den af for allersidste gang – endda på hjemmebane.
Et eventyr gennem det seneste halvandet år slutter i ODEON i Odense den 4. juli. DGI Verdensholdet skal nemlig for allersidste gang optræde med showet KATA efter at have optrådt med showet i hele Danmark, Norden og resten af verden.
Sofie Snogdal og Emil Vibæk glæder sig særlig meget, fordi de får lov at sætte det sidste punktum på hjemmebane.
”Først og fremmest er vi meget glade for, at vi får lov til at afslutte det hele på dansk jord. At det så ovenikøbet er på hjemmebane, er jo helt specielt for os. Det betyder meget, at venner og familie kan være en del af vores afslutning, når nu de har bakket så godt op omkring projektet hele vejen igennem,” siger Sofie og Emil, der begge er gymnaster på DGI Verdensholdet.
Der er sket meget med showet KATA, siden holdet begyndte deres turné i Danmark i oktober sidste år. Instruktørerne har sammen med gymnasterne udviklet showet med inspiration fra deres rejse i hele verden.
I showet KATA behandler de temaer og stemninger såsom identitet, fællesskab, egoisme, kontrol, frygt, eufori og hengivenhed.
”Vi stiller os selv spørgsmålene; hvornår skal vi give slip, og hvornår skal vi insistere på at holde fast og sætte grænser. En balancegang vi alle må forholde os til i hverdagen for ikke at miste os selv, og det vi har nærmest,” lyder det fra instruktørerne Tine Lebech Krog og Emil Smedegaard.
Sofie og Emil håber begge på at lave show for fulde huse, og de lover at gøre alt for, at det bliver et show i absolut verdensklasse.
”Vi tror, at man som publikum vil kunne mærke, at det er vores sidste show. Der kommer nok til at være en hel masse følelser, der kommer til udtryk i løbet af showet,” siger de og fortsætter.
”Vi håber, at det bliver et show, vi vil kigge stolt tilbage på. For os er det en god afrunding på hele eventyret, hvor vi for sidste gang kan gå på gulvet som verdensholdsgymnaster.”
Billetter til showet i ODEON den 4. juli kan købes HER