DGI ønsker H.M. Dronningen tillykke

H.M. Dronningen fejrer sit 50-års regeringsjubilæum. Som en gave til H.M. Dronningen stiller DGI Verdensholdet til rådighed for Kongehuset i forbindelse med et statsbesøg eller en anden anledning.

Et specialdesignet gavekort fra DGI er afleveret til H.M. Dronningen.

H.M. Dronningen er protektor for DGI. Og nu har DGI givet en gave til H.M. Dronningen i forbindelse med fejringen af H.M. Dronningens 50 års-regeringsjubilæum.

DGI stiller således DGI Verdensholdet til rådighed for Kongehuset til brug ved et statsbesøg eller ved en anden anledning, hvor H.M. Dronningen finder det passende. 

Holdet kan i forbindelse med et statsbesøg både bidrage med engagerende aktiviteter for børn og unge, masterclasses for foreningsliv og uddannelsesinstitutioner samt præsentere det ypperste af dansk gymnastik med et show eller showelementer.

DGI: Stort tillykke med regeringsjubilæet

I et følgebrev, der er vedlagt gaven, skriver DGI’s formand Charlotte Bach Thomasssen desuden:

”På vegne af DGI ønsker vi Dem, organisationens protektor, et stort tillykke med regeringsjubilæet. Tak for Deres opbakning til den folkelige idræt gennem alle årene. Med DGI Verdensholdets bidrag ønsker vi Dem tillykke på vegne af alle organisationens medlemmer.”

Dronningen er protektor for DGI

H.M. Dronningen har som protektor for DGI ved flere lejligheder været til stede ved DGI Landsstævne, blandt andet ved åbningen af Landsstævnet i Aalborg i 2017, ved åbningen af Landsstævnet i Holbæk i 2009 og ved afslutningen af Landsstævnet i Svendborg i 1994.

I 2001 deltog DGI Verdensholdet i H. M. Dronningens statsbesøg i Slovenien, dette var også som følge af en gave givet af DGI.

I 1996 deltog Verdensholdet i Kongehusets officielle program i forbindelse med et besøg i Sydafrika, og da H.M. Dronningen i 2010 fyldte 70, arrangerede DGI og DIF sammen med Aarhus Kommune et festligt fødselsdagsshow på NRGi Park, hvor DGI Verdensholdet også deltog.

Ved DGI’s årsmøde bliver der desuden altid sendt en hilsen til organisationens protektor.