Hopper højt med udsatte børn i Buenos Aires
DGI Verdensholdet besøgte en fattig bydel i Argentinas hovedstad, Buenos Aires for at lave workshops med 150 udsatte børn og deres familier. Det var en særlig oplevelse for både børn og gymnaster.
Glitrende smykker, mobiltelefoner og kameraer skulle blive hjemme, da gymnasterne besøgte en fattig bydel i Buenos Aires for at lave workshops med udsatte børn. Selv den to meter høje, bredskuldrede lokale chauffør, som kørte redskaber for holdet, var nervøs ved at nærme sig området. DGI Verdensholdet skulle besøge Club Virgen Inmaculada de Villa Soldati og lave workshops med lokale børn, som en del af en kampagne for børns rettigheder.
”Det var en ægte 'verdensholdsoplevelse'. Vi besøgte et vildt miljø, samtidig med at vi stod for bevægelse og leg,” fortæller Thea Lunde Høgh, gymnast på DGI Verdensholdet.
Børnenes tøj var slidt og mange af bygningerne i området faldefærdige. I stedet for pigtrådshegn var der med cement sat glasskår fast på toppen af murene for at holde ubudne gæster væk. På toiletterne var der ingen sæbe, og dørene kunne ikke låses, ligesom det heller ikke var muligt at trække ud. Men omgivelserne trådte hurtigt i baggrunden for gymnasterne, da de begyndte at gøre klar til leg og aktiviteter med børnene - så blev det på sin vis en dag som alle andre - med fokus på at give en god oplevelse.
Før workshoppen startede havde gymnasterne pumpet deres airtracks op, og det udnyttede børnene hurtigt til at lege og hoppe på.
”Alle børnene virkede meget taknemlige over, at vi var der. Det var som om, de aldrig før havde prøvet at hoppe på en airtrack. Vi kunne slet ikke få dem til at stoppe igen, da de først havde prøvet det,” fortæller Mille Marie Johnsen, gymnast på DGI Verdensholdet.
Gymnasterne startede dagen med at lave workshops og sluttede af med at vise en del af deres show udendørs for alle i området. Det var en særlig oplevelse for gymnasterne - og bestemt også for de børn, der deltog.