Vi er ikke endnu et integrationsprojekt
LONG READ: For eliteløberen Esben Hornum er passionen for løb frøet, der får fællesskabet til at spire på tværs af forskellighed. Mo's Friends er en løbeklub - og meget mere end det.
Luften var sprød, men vinden bed. Kalenderen skrev tidligt forår 2015, og Esben Hornum ventede uden for Storcenter Nord i Aarhus på en mand, han aldrig havde mødt.
"Den dag blev min gnist tændt, fordi jeg oplevede, at her var der et menneske, som var så anderledes end mig, og alligevel var vi jo ens på mange punkter. Vi delte for eksempel en interesse for løb," siger Esben Hornum.
Den fremmede hed Abdirasak. Han var lige kommet til Danmark, boede alene i en etværelses og kendte ikke nogen. Men han var vild med løb, og gennem en af eliteløberen Esben Hornums bekendte blev de to sat stævne.
"I starten kunne Abdirasak ikke tale dansk, så vi kommunikerede med kroppen og snakkede om de ting, vi havde tilfælles. Én af de ting, viste sig at være Mo Farah," siger Esben Hornum.
Eliteløberen Mo Farah flygtede fra Somalia til England og løb sig til både olympiske guldmedaljer og verdensmesterskaber. Han blev for de to nye venner billedet på, hvad drømme kan føre til. Og så blev han navnet, som kom til at pryde ryggen af et nyt løbefælleskab.
Løb er vores fælles sprog
Mo’s Friends holder i dag til i Ungdomskulturhuset i Aarhus. De mødes hver mandag og fredag, hvor de løber sammen. Bagefter træner de core, og om mandagen slutter de af med gratis fællesspisning. Niveauet er lige så forskelligt, som løbernes nationaliteter, som p.t. tæller tolv forskellige.
Det var vildt fedt at møde Abdirasak og mærke, at selvom vi kommer fra så forskellige steder, så havde vi alligevel et fælles sprog – nemlig løb!
Esben Hornum, formand og instruktør i Mo's Friends
"Vi løb sammen i et års tid, og så slog det mig, at der må være flere, som sidder rundt omkring og mangler nogen at løbe med," siger Esben Hornum.
Tre år senere skriver kalenderen forår 2019, og eftermiddagssolen luner fortovet i centrum af Aarhus, mens få mennesker langsomt bliver til en flok. Klokken bliver både fem og ti og tolv minutter over fem, før Esben tager ordet og lægger op til start. Selv herefter vokser gruppen stadig.
"Vores succeskriterie er, at folk møder op. Ikke hvornår eller om de er klædt om. Nogle har slet ikke nogen løbesko, når de kommer, så der starter vi med at finde et par i kassen," siger Esben Hornum.
Løb med et formål
Som barn løb Omar Hassan hen til det lokale marked for sin mor i Etiopien. Jo hurtigere han vendte hjem med varerne, desto hurtigere kunne hans mor sætte mad på bordet til ham og hans søskende.
På denne solskinsmandag træner Omar Hassan ikke med de andre Mo’s løbere. Han løb nemlig Berliner Halvmaraton i weekenden, hvor han forbedrede sin personlige rekord med tre minutter. En præstation, som får Omars løbekammerat til at tage ordet:
"Omar er ikke selv tilfreds med sin tid, fordi han har så høje forventninger til sig selv. Men da jeg så ham løbe over mållinjen i tiden 1.05.38, blev jeg simpelthen så stolt," siger Anne Scherrebeck Hansen, som sammen med 12 andre fra klubben var taget med for enten at løbe eller heppe.
Omar Hassan er 28 år. Han kom til Danmark i 2014 og arbejder i dag på et apotek. Hver morgen står han op og løber inden arbejde, han træner tre gange om ugen på eliteplan i AGF Atletik – og så løber han i Mo’s Friends hver mandag og fredag.
Her i Mo’s løber jeg bare, fordi det er hyggeligt. Jeg har fået venner, som jeg ses med i weekenden, og vi fejrer fødselsdage sammen. Det er bare noget andet her end i andre foreninger
Omar Hassan, løber i Mo's Friends
Og Omar Hassans præstationer har ifølge Esben Hornum en betydning for hele klubben:
"Eliten trækker bredden med. De andre bliver motiverede, når de ser, hvad Omar har drevet det til. Derfor er det så fedt, at Omar er her, og at vi er så blandet en flok. Vi motiverer hinanden, og jeg ved, at nogen drømmer om at blive den nye Mo Farah."
Ikke et integrationsprojekt
Esben Hornum er hele drivet bag klubben. Det ved han, og det ved alle andre. Han havde ingen erfaring med integration inden sit møde med Abdirasak og faktisk ikke nogen venner med anden etnisk baggrund heller.
De seneste år er han blevet kontaktet af andre, som ønsker at starte et lignende projekt. Og selvom det glæder ham, oplever han også, at initiativtagerne har stort fokus på integrationselementet og knap så meget på træningsdelen.
"I Mo’s Friends mødes vi om løb, og det er min passion for løb og ønsket om at dele den passion med andre, der driver mig. Det handler ikke om, at alle skal blive verdensklasseløbere, slet ikke. Men vi roser alle de fremskridt, som vi hver især gør på baggrund af udgangspunktet. Vi ville ikke have det fællesskab, vi har, hvis ikke det var for løb," siger Esben Hornum.
Anne Scherrebeck Hansen er en af dem, som har løbet med fra start, selvom hun ikke er den store løbeentusiast. Hun er kæreste med Esben Hornum, og det er fællesskabet i klubben, der giver hende lyst til at løbe med. Anne peger på, at det er væsentligt, at der både er etniske danskere og nytilkomne på holdet, fordi præcis dét møde, er gavnligt og lærerigt for alle:
"Nogle gange er der en, som skal have hjælp med en hjemsendelsessag, en busbøde eller med at forstå et brev fra kommunen. Andre gange er det mig, der får nye perspektiver på, hvordan man kan leve sit liv. Vi møder op til træningen, fordi vi får noget personligt ud af det – det er altså ikke et frivilligt arbejde, men en hobby. Sprogudvikling, netværksdannelse og venskab er en vigtig sideeffekt af vores løbefællesskab," siger Anne Scherrebeck Hansen.