Vær et team af instruktører

I et godt seniorliv kan der både være plads til børnebørn, rejser og mange andre aktiviteter, selvom man er leder for et idrætshold eller to. Det handler om at være et team i ledelsen.

"Jeg blev da helt glad, da jeg blev spurgt. Tænk, at man stadig kan bruges til noget," siger Vera Heiselberg. Foto: DGI, arkivfoto

Kl. 9 hver tirsdag mødes lige omkring 20 seniorer til en frisk gåtur og naturtræning rundt i det skønne område syd for Varde, som engang husede Varde Sommerland. Der er både grin og hurtig vejrtrækning hos deltagerne, inden de puster ud med en kop kaffe efter træningen.

Tilbuddet har mindre end et år på bagen, men har allerede fået sig en fast skare af deltagere, som stiger stille og roligt.

- Det er da sjovt at følge det og se, at de samme kommer igen og igen, og at der også kommer flere til, siger Kathrine Locht, som er en af initiativtagerne og trænerne på holdet.

Jeg skulle bare deltage

Kathrine og hendes mand Thomas flyttede til Varde efter mange år i den lille landsby Næsbjerg, som ligger 10 kilometer fra Varde. I Næsbjerg gik Kathrine til både gymnastik og naturtræning i den lokale forening, og især det med motion under åben himmel, var hun ked af at flytte væk fra. Så hun spurgte i foreningen Varde Gymnastik, om de da ikke skulle oprette sådan et hold.

I foreningen havde de tidligere haft det oppe at vende, så de var hurtige til at gribe bolden, og Kathrine fik en folder om et kort kursus, som kunne klæde hende på som instruktør.

- Det var SLET ikke det, jeg havde i tankerne. Jeg havde tænkt, at det skulle være nogle andre, som skulle tage sig af det, og jeg bare skulle deltage på holdet, griner Kathrine, som i dag er den ene af de fire instruktører, som har holdet.

Skønt at kunne bruges til noget

Udover Kathrine Locht på 67 år, så er Vera Heiselberg på 64 år, Britta Svensen på 65 år og Erland Jensen på 67 år også i instruktørteamet for naturtræningsholdet. De tre andre er garvede foreningsmennesker og har tidligere undervist på forskellige gymnastikhold.

Vera Heiselberg er endda tidligere efterskolelærer og har undervist i gymnastik på højt niveau. Alligevel siger de alle samstemmende, at de ikke havde taget opgaven alene.

Min mand og jeg er glade for at rejse om vinteren. Det ville blive alt for ustabilt for deltagerne, hvis jeg stod med holdet alene

Britta Svensen

De øvrige instruktører er enige, uanset om trangen til frihed skyldes lysten til at være der for børnebørnene, andre aktiviteter eller rejser. Men når det er sagt, så er de også alle enige om, at det er sjovt at være en del af instruktørteamet.

"Jeg blev da helt glad, da jeg blev spurgt. Tænk, at man stadig kan bruges til noget. Hvis jeg ikke var blevet spurgt, så havde jeg nok ikke meldt mig selv. Det giver noget, at der er andre, som kan se, at man har noget at bidrage med, og som tror på, at man kan," siger Vera Heiselberg, som på trods af sin lange erfaring med gymnastik synes, at det var noget helt nyt, da hun sagde ja til at blive instruktør for naturtræning.

Det var Erland Jensen som så muligheden for at sammensætte et team af instruktører til holdet, da Kathrine Locht i sin tid henvendte sig:

"Jeg ved jo godt, hvordan det er. Vi er mange, som gerne vil bidrage, men der er ikke mange som har lyst til at afgive den frihed, vi har som seniorer. Jeg vil heller ikke selv stå alene med flere hold, selvom jeg tidligere har været formand for foreningen og været meget aktiv. Men nu vil jeg gerne både spille floorball og være med til naturtræning i tirsdagen, så det er lidt forskelligt, hvor jeg deltager, når det ikke lige er mig, der er instruktør."

Team-råd

  1. Tænk på, at trænerne skal fungere som et team – vælg mennesker som er positive og nemme at samarbejde med.
  2. Sørg for, at der er 3-4 medlemmer i teamet – mange vil gerne hjælpe, men vil ikke stå med ansvaret alene, for der skal også være plads til børnebørn, rejser og andre interesser.
  3. Hvis der er både mænd og kvinder i træner-teamet, så er det med til at tiltrække begge køn til holdet.

Sjovt at lære noget nyt

Erland Jensen udvalgte instruktørerne ud fra, hvem han mente, ville være gode til at samarbejde. De kendte ikke hinanden på forhånd, men tog alle på det samme instruktør-kursus for at få inspiration til træningen.

"Mange af tingene er de samme, som når jeg underviser i gymnastik, men det giver en god frihed, at det ikke skal passe til musikken. Vi kan bare tage så mange gentagelser, som det passer os," siger Vera Heiselberg.

I stedet for musik er der fuglefløjt i luften til træningen, og den nærhed til naturen og muligheden for at bruge de ting, de kommer forbi på turen, sætter de alle pris på.

"Vi kan bruge et gelænder til at lave øvelser med en elastik, men vi kan også bare bruge pinde, vi finder på vejen eller variationer i terrænet. Man skal lige have et blik for de muligheder, som findes i omgivelserne, men det er ikke så svært, når man først er kommet i gang."

Der er altid én, der er den

Nogle gange er der kun én eller to af instruktørerne med på holdet, og andre gange kommer de alle fire. Uanset hvor mange de er til dagens træning, så er der altid kun én, der står for programmet.

"Det giver en god variation i træningen, for vi gør jo tingene lidt forskelligt og vælger lidt forskellige øvelser," siger Britta Svensen.

De instruktører, som ikke har dagens program, hjælper i stedet deltagerne, hvis der er behov for det.

"Vi siger altid, at hvis der er en øvelse, som man ikke kan lave af den ene eller anden årsag, så skal man bare lave noget andet, men det er ikke alle, som selv kan finde ud af at lave en øvelse om. Så kan vi andre lige komme med et par forslag," siger Vera Heiselberg og hele teamet er enige om, at de bakker hinanden op og spiller hinanden gode i instruktør-teamet, og at det giver en ekstra glæde ved træningen.

Ikke raket-videnskab

3 til 10 minutter. Det er så meget tid, som instruktørerne på naturtræningsholdet i Varde bruger på at forbedrede træningen. Kathrine Locht er den, der bruger længst tid, men det tager hende ikke mere end få minutter de uger, det er hende, som har ansvaret for træningen, som hun siger:

"Det er slet ikke så svært, som jeg troede. 'Det er ikke raket-videnskab', stod der i materialet til instruktør-kurset, og det tænkte jeg meget over, for jeg havde jo slet ikke set mig selv i rollen som instruktør, men jeg må sige, at det er rigtigt. Det er slet ikke så svært, som jeg troede."