Tavleundervisningen blev skiftet ud med leg og idræt

Et farvel til klassisk, stillesiddende undervisning og goddag til mere legende og levende timer for eleverne. Det er resultatet, efter Årby Skole ved Kalundborg i foråret blev DGI Certificeret Skole.

"Eleverne fornemmer ikke, at der er fagligt sigte på at hoppe syv-tabellen, de synes bare det er sjovt at hoppe." Sådan siger skoleleder Per Halkjær om værdien af bevægelse i undervisningen. Foto: Niels Husted (arkivfoto)

Ved Årby Skole lidt uden for Kalundborg vejrer et DGI-flag i skolegården. Flaget er det synlige bevis på, at skolen i foråret afsluttede en to et halvt år lang proces med at blive DGI Certificeret Skole.

Hjerneforskning viser nemlig, at fysisk aktivitet baner vejen for børn og unges trivsel –  både fagligt, mentalt og socialt. Og flaget vejrer ikke bare til pynt. Der er handling bag ordene, forsikrer skoleleder Per Halkjær.

"Vi har afsat ressourcer til, at en lærer er blevet ’DGI-ambassadør’, som vi kalder det, i seks undervisningstimer om ugen. I de timer hjælper hun kollegerne med at få bevægelse ind i alle klasser. På den måde er det ikke kun er op til den enkelte lærer at få bevægelse ind i undervisningen, men noget vi som ledelse og kolleger løfter i fællesskab," forklarer han.

Ønskede mere idræt og motion

På Årby Skole gik ledelsen i flere år med tanker om at få mere idræt og motion ind i undervisningen. Men det udmøntede sig aldrig konkret, selvom skolen har gode faciliteter med to idrætssale og Årby Fritidscenter på den anden side af vejen. Til sidst fandt ledelsen inspiration hos Kornmarksskolen i Nordsjælland, der er DGI Profilskole i Nordsjælland.

Nu har skolen fået bevægelse ind i noget så stift som diktat.

"I stedet for at eleverne sidder ned under diktat, så har vi nu ’hente-diktat’, hvor eleverne går op og henter den stavemåde af ordet, som de tror det staves. Så i stedet for den stillesiddende undervisning så har vi nu en meget mere dynamisk og levende undervisning," forklarer Per Halkjær.

Lutter positive reaktioner

Ifølge Per Halkjær har han kun fået positive reaktioner fra forældre og elever efter skolen har sat bevægelse øverst på skoleskemaet.  

"Man kunne godt tro, at nogle forældre ville være bekymrede for fagligheden i foreksempel dansk og matematik, men jeg tror de har kunnet mærke på deres børn, at de har fået en øget glæde ved undervisningen. Skoledagen er blevet meget mere alsidig og varieret, og det giver bedre muligheder for børn, der måske lærer bedre på andre måder end traditionel tavleundervisning," siger han.