Seniorer strømmer til sjov sport

Flere og flere seniorer går til idræt i en forening. I Ulstrup IF er antallet af 60+-medlemmer steget med hele 70 % det seneste år. Her giver idræt nemlig meget mere end bare sved på panden.

Hvor de 60-årige og derover i 2015 udgjorde 15 % af DGI’s samlede medlemstal, er andelen i dag vokset til 16,3 % Foto: Palle Skov (arkivfoto)

Idræt for seniorer tiltrækker flere og flere udøvere. Det seneste år er antallet af seniorudøvere i DGI’s medlemsforeninger vokset med hele 8,4 procent, svarende til 20.779 medlemmer fordelt på 10.959 mænd og 9.820 kvinder.

Læs også: 51.275 nye medlemmer i 2018

Andelen af udøvere over 60 udgør dermed en markant del af den samlede stigning på 51.275 medlemmer i DGI’s medlemsforeninger i 2018.

Vi har det så sjovt

Én af dem, som har mærket strømmen af aktive seniorer, er Ulstrup IF. Den østjyske forening er gået fra 83 medlemmer i 60+-aldersgruppen i 2017 til 141 medlemmer året efter. Det er en medlemstilvækst på hele 70 procent, som formand Ole Krogh, er stolt af:

”Vi har det simpelthen så sjovt! Vi er jo en broget flok, så vi har et mål om at have så alsidige tilbud som muligt til seniorgruppen, fordi vores behov og evner er så forskellige. Og så skal træningen være så brugerstyret, som muligt,” siger Ole Krogh.

Ingen skal kede sig

Én af årsagerne til, at Ulstrup IF har så godt fat i seniorerne, er deres tilbud om idræt i dagtimerne. Hver torsdag aktiveres op til 60 seniorer fra klokken 10-12, hvor de svinger battet til pickleball, ketsjeren til gulvtennis og aktiverer armmusklerne til stolegymnastik og tæppecurling.  

Det værste, der kan ske, er, at det er for kedeligt. Det vil vi ikke have!

Ole Krogh, formand i Ulstrup IF

"De fleste synes, det er sjovt, når vi spørger, om ikke de skal prøve et slag tennis eller pickleball for første gang," siger formanden.

Den yngste er 64 og den ældste 88 år. Alligevel fejler hverken vindermentaliteten eller kreativiteten noget, når først bolden triller:

”Folk laver deres egne regler til tæppecurling og har interne konkurrencer. De spiller jo for at vinde,” siger Ole Krogh, som selv deltager i træningen sammen med sin kone.

Også de andre afdelinger i Ulstrup IF mærker, at idræt for seniorer er populært. Både aftenhold i gymnastik, spinning, Old boys-fodbold, tennis, krolf og mountainbike-afdelingen vækster på 60+-medlemmer.

En halv med rullepølse

Én af dem, som er startet til torsdagsmotion det seneste år, er Ulla Poulsen. Mens manden spiller pickleball, tager hun en omgang tæppecurling.

”Jeg synes, det er vigtigt, at vi får os rørt og så hygger vi os med at snakke og møde nogle mennesker, som vi ikke tidligere har kendt. Det er rigtig hyggeligt,” siger Ulla Poulsen.

Efter træning samles torsdagsholdet over en bolle med rullepølse og en kop kaffe i cafeteriaet. Netop det sociale er et vigtigt element for seniorerne.

”Jeg kan ikke længere holde til det vilde, men så tager vi et spil tæppecurling og når vi ikke er på banen, har vi jo travlt med at gå frem og tilbage og tælle point for de andre,” siger Ulla Poulsen.