Løb i landskabet lokker

Oplevelsesløb i naturen eller anderledes løb i byens kvarterer tiltrækker flere og flere motionister.

Mols Bjerge byder på fremragende natur at løbe i. Foto: Bent Nielsen

Igennem midtjyske skove. På tværs af nationalparker. I bakkerne på Mallorca. Igennem storbykvarterer. Det er alle steder, som løbemotionister i stigende grad melder sig til. Mange søger unikke og idérige løb, der oftere end før tager dem ud i naturen eller andre specielle steder, hvor oplevelsen er en anden end i de velkendte løb.

For Lars Sloth, formand for løbeklubben Puls 8410, at se, er forklaringen på de succesrige løb i naturen enkel:

"Løberne smider uret, løber med en flok ligesindede og får fortalt historier undervejs om landskabet og om hinanden De oplever flere dimensioner i løbet end blot i det at løbe," tilføjer han.

En klar idé bag løbene

Oplevelsesløb fylder ikke alverden i forhold til antal deltagere i halv- og helmaratonløb. Men der popper hele tiden nye typer mindre løb op. Peter Forsberg, analytiker ved Idrættens Analyseinstitut og manden bag en rapport om motionsløb i forening for DGI Løb, siger:

"Antallet af motionsløb er vokset de seneste år, også de små løb med unikke mødesteder. De har en samlende idé og tanke bag sig."

Ifølge Peter Forsberg er det især klub-løbere i alderen +40 år, der bliver lokket af oplevelsesløb. I den gruppe er der en del løbere, der søger andre oplevelser snarere end bedre løbeevne.

"Mange af dem siger, at de specielle naturoplevelser på steder, de ikke ellers ikke ville opleve, er spændende," siger han.