Ja tak til mountainbike-spor – også i fredet skov

Det er helt forkert, når Fredningsnævnet vil have fjernet to mountainbike-spor i Aalborg Kommune. Det mener DGI, der anker Fredningsnævnets afgørelse.

De bedste til at passe på naturen er dem, der bruger den. DGI m.fl. vil derfor anke Fredningsnævnets afgørelse om, at to MTB-spor skal fjernes. Foto: Claus Hilmer (arkiv)

"Det er en farlig glidebane. Og helt forkert at begrænse adgangen til naturen."

Sådan siger Mogens Kirkeby, medlem af DGI's hovedbestyrelse.

DGI er stærkt utilfreds med, at Fredningsnævnet i en afgørelse kræver, at to MTB-spor skal fjernes, fordi de helt eller delvist ligger i en fredet skov.

”Selvfølgelig skal vi passe på naturen, men vi tror, at de bedste til at beskytte naturen er dem, der bruger den,” siger Mogens Kirkeby.

Derfor vil DGI anke Fredningsnævnets afgørelse om, at sporene skal fjernes. DGI har indsendt anken sammen med Danmarks Cykle Union og Danmarks Idrætsforbund, og 17 nordjyske MTB-klubber og aktører har skrevet under på en støtteerklæring til anken.

Også Friluftsrådet og sporbyggerforeningen Aalborg Trailbuilders har anket afgørelsen, og det samme har Aalborg Kommune. 

”I DGI arbejder vi på, at flere bevæger sig og får en sund aktiv livsstil, og naturen er den foretrukne plads til det. Derfor skal vi hjælpe de mange, der gerne vil være aktive i naturen,” siger Mogens Kirkeby.  

Tag hensyn til både mennesker, dyr og planer

Mogens Kirkeby er ikke i tvivl om, at man sagtens kan have mountainbikespor i en fredet skov. For i den 102 år gamle lov om fredning er intentionen netop, at der tages hensyn til både mennesker, dyr og planter.

”Loven lægger op til, at vi skal være her alle sammen, også i fredet skov. For loven handler både om, at vi skal beskytte naturen, men også om at give befolkningen adgang til at færdes i naturen og forbedre mulighederne for friluftsliv. Derfor giver det god mening, at der kan være MTB-spor i en fredet skov,” siger Mogens Kirkeby. 

MTB-spor gør over 300.000 aktive i naturen

Der er de sidste 15 år etableret over 200 mountainbikespor i Danmark, langt de fleste af dem ved hjælp af frivillige kræfter. Og det skønnes, at mountainbikesporene får mellem 300.000 og 500.000 danskere ud hvert år for at være aktive i naturen.

Mountainbike-sporene er med til at sikre, at MTB-rytterne ikke kommer i konflikt med skovens øvrige brugere, f.eks. dem der går tur eller løber.

Hvis sporene i Aalborg Kommune fjernes, som Fredningsnævnet kræver, vil MTB-rytterne være henvist til at køre samme steder som de gående og løberne færdes.

OBS Artiklen er opdateret 18. december 2019 med præcisering af DGI's anke og men oplysningen om, at Aalborg Kommune også anker.