Her kan de studerende gå til "mental sundhed"
Adskillige undersøgelser viser, at den mentale sundhed er under pres på landets universiteter. Hos Københavns Universitets Studenteridrætsforening har de sammen med DGI taget udfordringen op og udviklet et 6-ugers forløb, hvor de studerende får viden om, hvordan de kan styrke deres mentale sundhed.
KU Studenteridræt har udfordret sig selv: Hvordan kan vi som en idrætsorganisation på tværs af alle studieretningerne være med til at fremme den mentale sundhed blandt de studerende?
Ud fra ét perspektiv kan løsningerne synes indlysende og realiserede.
– Hvis man ikke tidligere har dyrket idræt eller er bekendt med foreningslivet, er en forpligtelse på et otte måneders hold en stor beslutning. Desuden er der hvert år mange nye studerende, som skal finde sig til rette i deres studieliv. For dem kan det være svært at gennemskue, om de har tid og overskud til at forpligte sig til et hold hver uge. Derfor ville vi gerne udvikle noget, som var nemmere at sige ja til, fortæller Anders Boye, der er idræts- og udviklingskonsulent ved KU Studenteridræt.
I første omgang udviklede de et tilbud under titlen ”Yoga i cowboybukser”. Det er i dag videreudviklet til ”Yoga som du er”. Grundideen var at fjerne nogle af barriererne ved at melde sig til traditionel foreningsidræt. Det kan eksempelvis være, at man ikke har træningstøj, man er måske presset på tid og transport, man har ingen erfaringer med at svede og dyrke motion, og så kan udgiften også være en barriere, når man skal have en SU til at strække sig til et liv i København.
– DGI hjalp os blandt andet med at få øje på nogle af de strukturer og vaner, vi kunne ændre for at få flere med, men som vi ikke selv havde øje for i begyndelsen. Og det gør en forskel for deltagerne, at KU Studenteridræt havde gjort det så nemt. Som én af deltagerne formulerede det: ”Det er vigtigt, at det ikke bliver et ekstra punkt på dagsordenen – men at det foregår tæt på ens skema – både i tid og sted”.
Får værktøjer til nuet og til fremtiden
KU Studenteridræt har på én gang en meget bred og meget snæver målgruppe. Bred, fordi de studerende har mange forskellige interesser og erfaringer med sig. Snæver, fordi de alle sammen er i den særlige del af livet, hvor man er i gang med at uddanne sig til fremtiden.
– Udover de praktiske barrierer, gav samarbejdet med DGI og indsigten i ABC for mental sundhed os også mulighed for at tilføje undervisning i, hvad man selv kan gøre for at øge sin egen trivsel. Det ligger godt i forlængelse af vores forenings ønske om, at man skal lære noget, når man deltager på vores hold, og budskaberne er så simple, at vi ikke har brug for mere, end dette korte format på 6-uger kan indeholde, siger Anders Boye.
Samtidig var KU Studenteridræt opmærksomme på, at fokus på mental trivsel og sundhed også kunne være med til at tiltrække nye deltagere. Nogle studerende ønsker viden og værktøjer til at fremme deres mentale sundhed, fordi der kan være meget pres på studielivet, eller fordi de gerne vil forberede sig på en fremtid på et presset arbejdsmarked.
– Selvom situationen er vidt forskellig, så kan vores tilbud rumme dem begge. Deltagerne får værktøjer og viden, som de kan tage med sig videre til resten af livet, siger Anders Boye. KU Studenteridræt lægger netop vægt på, at deltagerne skal kunne tage værktøjerne med videre.
– Vi er ikke interesserede i, at dette skal fungere som terapi eller behandling. Derfor har vi heller ikke planer om at oprette længere forløb, selvom vi har fået efterspørgsel på netop det. Vi vil tværtimod gerne have, at deltagerne tager værktøjerne og fokus på fællesskab og trivsel med sig ud i deres studiegrupper, til vores øvrige hold og til andre steder i livet, siger Anders Boye.
Foto: Kristian Ryberg
Deltagelse er første succes
På samme måde som deltagerne opfordres til at tage værktøjerne med sig ud i resten af livet, så har KU Studenteridræt også selv taget DGI’s værktøjer til at fremme mental sundhed med sig ud i resten af organisationen og til alle trænerne.
– Vi har netop holdt et møde for alle vores trænere sammen med DGI. Her satte vi fokus på, at de studerende allerede er godt i gang med at styrke deres mentale sundhed, når de møder op til et af vores hold. Deltagerne har allerede besluttet sig for at gøre noget aktivt sammen med andre, når de melder sig til et hold, siger Anders Boye. KU Studenteridræt og trænernes opgave bliver dermed at understøtte deltagernes initiativ. Det gør foreningen blandt andet ved at byde alle velkommen og lave aktiviteter, som fremmer oplevelsen af fællesskabet.
– I modsætning til mange andre idrætsforeninger, er mange af vores deltagere kun engageret i træningen. Vi har ingen forventning eller krav om, at deltagerne på vores motionshold møder op til kamp i weekenderne eller bager kage til arrangementer. Det betyder, at vi får nogle af de deltagere, som ikke kan overskue det traditionelle foreningsliv sideløbende med studier, job, familieliv og andre forpligtelser. Men det betyder også, at vi skal gøre en særlig indsats for at få skabt et gensidigt forpligtende træningsfællesskab. Der er ikke noget ud over træningen, der binder holdet sammen, siger Anders Boye.
Selvom det kræver et ekstra fokus at have den mentale sundhed med i KU Studenteridræts tilbud, så er Anders Boye ikke i tvivl om, at det fortsat vil være på dagsordenen.
– Tilbagemeldingerne fra deltagerne er positive, og tendenserne fra de forskellige undersøgelser af trivsel blandt universitetsstuderende peger på, at der er et stort behov, så vi kommer også fremover til at have fokus på, hvordan vi kan understøtte trivsel og mental sundhed på alle vores hold, slutter Anders Boye.