Fuld Fart-projekt puster selvtillid i usikre børn

Randers Kommune tager ekstra hånd om en gruppe børn, der kæmper med usikkerhed og sociale relationer ved at introducere dem for foreningslivet.

Jeg havde ikke så mange venner før. Jeg har været dårlig til at spørge (andre børn, red.), om vi skal være venner eller lege, fordi jeg ikke tør så meget. Men det er jeg bedre til nu, fortæller niårige Shea Larsen.

Sammen med 50 andre børn fra Randers Kommune har hun det seneste halve års tid deltaget i den ugentlige træning på det såkaldte Fuld Fart-hold, som er et særligt idrætstilbud til en gruppe børn, der kæmper med troen på egne evner.

Ved at præsentere børnene for forskellige idrætsgrene og foreningslivet generelt med pædagogisk støtte undervejs, forsøger man at puste bevægelsesglæde - og dermed selvtillid - ind i børnene. Og det har haft sin effekt på Shea Larsen, bekræfter hendes mor, Kristina Larsen.

“Hun har altid været den sidste til at melde sig og række hånden op. Men det, synes jeg, hun er blevet meget bedre til nu - at være mere selvsikker og mindre bange. Hun er også blevet bedre til at fortælle om sig selv,” siger Kristina Larsen.

Et forebyggende samarbejde

Fuld Fart-holdet er stablet på benene af foreningen RgF i et samarbejde med fem forskellige folkeskoler. Hen over en treårig projektperiode vil de tidligt forsøge at fange de børn, der kæmper socialt, så man forhåbentlig får givet dem nogle gode erfaringer, de kan tage med sig videre.

“Det handler om at få gjort en forebyggende indsats med lige præcis de børn, der trænger, så vi hindrer, at de eventuelt kommer bagefter i skolen eller ender op i fremtidige specialtilbud,“ fortæller projektleder Lars Søndergaard, der er ansat i RgF, som faciliterer Fuld Fart-projektet.

Ideen stammer fra et tidligere samarbejde med Oust Mølleskolen, der er en specialskole i Randers for børn og unge, der mistrives både socialt og i skolen. Her har man tidligere erfaret, hvordan et bekendtskab med foreningsidrætten kan gøre en forskel derhjemme såvel som i skolen.

“Det der med at sætte et samarbejde mellem skoler og foreningsliv i system, har givet pote ude ved os. Så vi tænkte: Hvorfor ikke prøve at få fat i børnene, som har det svært i folkeskolerne, for at være mere forebyggende i vores arbejde,” siger Thorbjørn Lager, der til dagligt arbejder på Oust Mølleskolen og er tilknyttet Fuld Fart-projektet.

Særlige hensyn

Det handler dog ikke alene om at få introduceret børnene til foreningslivet tidligt, påpeger han. Det handler også om at skabe de rigtige rammer for dem. 

“Det her hold er særligt tilrettelagt til børn, der ikke er vant til at begå sig i foreningslivet og måske ikke har det kulturkendskab til, hvad vil det sige at vente på tur i en kø? Eller være sammen med mange mennesker og deltage i fælles familiearrangementer? Det kræver noget tilvænning,” forklarer Thorbjørn Lager.

Det er særligt udvalgte pædagoger og instruktører, der tager del i træningen. Og kombineret med en god normering på instruktørsiden sikres der ekstra overskud til at tage hånd om de børn, der måtte få brug for det undervejs. 

Derudover bruges der mange kræfter på at få skabt kontakt til familierne og hjulpet dem i gang, da det er forældrene, der på den lange bane, skal sørge for, at deres børn kommer ud af døren og tager del i de sociale fællesskaber. For ligesom det ikke falder deres børn naturligt at deltage, falder det måske heller ikke forældrene naturligt. 

Det har i hvert fald været tilfældet for Shea Larsens mor.

“Jeg har selv haft det svært som barn og har nok projiceret mine følelser over på hende. Jeg har derfor også været usikker på, om jeg nu pressede hende for meget. Men nu ved jeg, at hun godt kan, og jeg er blevet mere sikker på, at det er okay. For kan hun dernede, så kan hun også hjemme og andre steder,” fortæller Kristina Larsen.

Positive effekter

Fuld Fart-projektet løber frem til 2021 og er derfor endnu ikke evalueret færdig. Men allerede nu spotter man en positiv effekt. 63 procent af de børn, der fuldførte den første sæson, er således fortsat i andre idrætstilbud bagefter.

Derudover oplever børnenes lærere og pædagoger på skolerne, at Fuld Fart-træningen giver gladere børn, og det har en afsmittende effekt på deres skolegang.

Vi venter fortsat på den afsluttende evaluering, men der er nogle tegn på, at der er en speciel fremgang hos netop de her børn ved, at de bliver mere selvhjulpne, mere modige og mere vedholdende, fordi de også bliver klogere på de sociale spilleregler,” siger projektleder Lars Søndergaard.

I mellemtiden kan det konstateres med sikkerhed, at niårige Shea Larsen følte, at det var nemmere at få venner på Fuld fart-holdet.

“For der er vi mange, der er tæt på hinanden, og vi stoler på hinanden. Der er også søde lærere og mange børn, der er søde,” fortæller hun.

Om projekt Fuld Fart

Fuld Fart er et treårigt projekt, som er støttet af Poul Due Jensens Fond, Den A.P. Møllerske Støttefond og Randers Kommune.

Den lokale forening RgF faciliterer projektet i et samarbejde med skoleafdelingen i Randers Kommune - herunder fem folkeskoler - og Læringscenter Randers.

Målet er, at børnene udvikler en glæde for idræt og bevægelse i almindelighed, og at glæden og fællesskabet smitter af på børnenes øvrige hverdag både socialt og skolemæssigt.

Det sker med ugentlig træning lige efter skoletid hen over en syv måneder lang sæson, hvor RgF samarbejder med syv andre idrætsforeninger, som hver især præsenterer og underviser i hver deres idrætsgrene. Derudover arrangeres der familiearrangementer undervejs, hvor hele familien inviteres ind til foreningsaktiviteter.

Projektet har netop afsluttet sit andet projektår med mere end 50 deltagende børn. De kommer fra 2.-5. klassetrin på Vestervangsskolen, Hobrovejens Skole, Nørrevangsskolen, Østervangsskolen og Rismølleskolen i Randers Kommune. 

Hver skole har udvalgt en primusmotor, som er tilknyttet projektet. Det er en lærer eller pædagog, som bliver et naturligt bindeled mellem forældre, børn, skole og forening.

Læs mere om Fuld Fart-projektet her.