Flere skoledage med idræt, leg og bevægelse

Hulvej Skole i Horsens har igennem de seneste par år officielt haft status som DGI Profilskole. Sidste år blev skolen recertificeret, som enhver profilskole skal, og i dag arbejder de stadig målrettet og fokuseret med bevægelse som en stor del af skolens identitet.

1. del af recertificeringen i september 2015 Foto: Hulvej Skole

Det hele startede i januar 2014, da Hulvej Skole blev DGI’s første profilskole. I samarbejde med DGI Sydøstjylland arbejdede skolen med grundlæggende tanker og værdier om idræt, leg og bevægelse. Og med integration af bevægelse i den almindelige undervisning, sikrede skolen sig en hverdag, hvor alle elever bevæger sig dagligt.

”Vi har et tæt samarbejde med lokale idrætsforeninger, og vi har i dag skabt en skole, hvor idræt, leg og bevægelse er en naturlig del af alle elevers hverdag”, fortæller Annette Schulz Jensen, afdelingsleder på Hulvej Skole.

Sådan bliver din skole DGI Profilskole

  • Skolen gennemgår et udviklingsforløb
  • Skolens personale bliver klædt på til opgaven
  • Forældre og lokale idrætsforeninger involveres
  • De voksne skal være rollemodeller for børnene

Læs mere om DGI certificeringer 

Recertificering

I december 2015 blev Hulvej Skole recertificeret som DGI Profilskole, og lærerne fik hermed et kompetenceløft. Skolen gennemførte hhv. 1. og 2.modul i løbet af efteråret og i lærerne gennemgik blandt andet et kursus i spring og modtagning med udgangspunkt i skolens egne faciliteter. Herudover blev der sat fokus på vidensdeling af bevægelsesaktiviteter for samtlige lærere.

Vi har i dag skabt en skole, hvor idræt, leg og bevægelse er en naturlig del af alle elevers hverdag.

Annette Schulz Jensen, afdelingsleder på Hulvej Skole

Fundament for livslang fysisk aktivitet

Selve glæden og begejstringen ved at bevæge sig er udgangspunktet for profilskolekonceptet. Fordi det fremmer unges lyst, mod og vilje til at bruge kroppen, og derved skabes et fundament for livslang fysisk aktivitet. Og der er en dokumenteret sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring uanset alder.