Et børnehus skabt til bevægelse

I Brønderslev Kommune skal alle borgere bevæge sig for livet. Også de mindste, som skal have det ’ind med modermælken’. Et vigtigt fokus, siger forsker.

Det er en god idé at skabe aktive miljøer i børnehaver og på skoler, som kan styrke børnenes bevægelseserfaringer og kompetencer. Ligesom børnehaven 7-spring i Brønderslev Kommune.

Forestil dig en hverdag på en matrikel, hvor alt omkring dig indbyder til leg og bevægelse. Hvor arkitektur og indretning af de fysiske rammer er skabt til formålet. Både inde og ude.

Sådan et sted er børnehaven 7-spring i Hjallerup i Brønderslev Kommune, som er visionskommune i Bevæg dig for livet. Den nye børnehave åbnede ved årsskiftet, og den bevægelsesorienterede ramme er en rigtig god idé.

Undersøgelser viser nemlig, at det fysiske aktivitetsniveau i børnenes første år har stor betydning for deres udvikling på flere planer. Og jo mere kompetente de føler sig på det motoriske område, jo større er sandsynligheden desuden for, at de senere i livet vælger at dyrke fysiske fritidsaktiviteter.

God ide at skabe aktive miljøer

”Sammenhængen er jo ikke én-til-én, men sandsynligheden for et aktivt voksenliv er generelt større, hvis man har været fysisk aktiv som barn”, siger lektor Lars Breum fra forskningsenheden Active Living ved Syddansk Universitet og fortsætter:

”Derfor er det grundlæggende en god idé at skabe aktive miljøer i børnehaver og på skoler, som kan styrke børnenes bevægelseserfaringer og kompetencer. Også fordi udviklingen af de gode bevægelseskompetencer samtidig har en positiv indflydelse på deres trivsel og kognition”.

Summer af bevægelse  

Lars Breum understreger dog, at det kan være svært at måle og bedømme effekten af konkrete miljøer i de enkelte institutioner. Og at mange andre vigtige faktorer spiller ind:

”Gode rammer er bestemt vigtige, og rigtig mange børnehaver har heldigvis gode inde- og uderum til fysisk udfoldelse. Men det handler også om pædagogernes evne til at facilitere de gode aktiviteter og engagere børnene. Og om, hvor aktive børnene i øvrigt er, når de ikke er i institutionen. Så der er relativt mange ting, der spiller ind i udviklingen af børnenes motorik og lyst til at være aktive”, siger forskeren.

Påvirker børnenes lyst til at bevæge sig     

Det er man bevidst om i Brønderslev Kommune, hvor man dog ser en tydelig effekt af den nye bevægelsesorienterede ramme om børnene i Hjallerup. Ifølge børnehavens leder påvirker rammerne i den grad børnenes lyst til at bevæge sig.

”Det er helt tydeligt, at rammerne inviterer til bevægelse på en naturlig måde. Børnene bliver simpelthen draget mod faciliteterne. Vi har for eksempel et stort motorikrum, som er en mellemting mellem et legeland og en gymnastiksal. Og det glæder de sig til at komme og bruge hver eneste dag”, siger dagtilbudsleder Mette Als.

Mette Als har 20 års erfaring som pædagog og leder af både almindelige og specialbørnehaver. Hun har ikke set et tilsvarende fysisk aktivitetsniveau de andre steder, hun har arbejdet gennem årene.    

”Jeg ser en masse sunde børn i trivsel, der er meget aktive. Børn med overskud, mod og nysgerrighed. Og det skyldes jo både en god forældregruppe og vores tilgang til dagligdagen i dagtilbuddet, men i den grad også vores nye privilegerede rammer”, slutter Mette Als.  

Fakta om børn og bevægelse:

  • Jo mere kompetente børn føler sig på det motoriske område, jo større sandsynlighed er der for, at børnene senere i livet vælger fysiske fritidsaktiviteter (Sundhedsstyrelsen, 2016).
  • Gode grundmotoriske færdigheder er en vigtig forudsætning for deltagelse i fysisk aktivitet senere i de unge år. Der er dermed grund til at intervenere tidligt for at motivere til øget fysisk aktivitet, reducere stillesiddende tid og arbejde med at forbedre den motoriske koordinationsevne og træne de grundmotoriske færdigheder (Sundhedsstyrelsen, 2016).

Om Bevæg dig for livet:

Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation i 2025, for motion er vigtigt for vores fysiske, sociale og mentale sundhed og trivsel. Derfor har DGI og DIF indgået en aftale om opfyldelsen af den ambitiøse vision for dansk idræt, som støttes af TrygFonden og Nordea-fonden. Bevæg dig for livet er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie og har på nuværende tidspunkt indgået aftaler med 25 såkaldte visionskommuner, og mange konkrete initiativer er sat i søen inden for en lang række idrætsgrene.