DGI og 56 kommuner styrker unges frivillige engagement
Unge skal involveres mere og have en stærkere stemme. Med workshops i over halvdelen af landets kommuner og lanceringen af et nyt frivilligcertifikat for unge sætter DGI fra 28. februar gang i en ekstraordinær indsats ’Frivillig for fremtiden.’
Når unge er frivillige, så gør det både noget godt for den lokale idrætsforening, for samfundet og for de unge selv. For det at være frivillig er med til at styrke trivslen. Derfor sætter DGI nu gang i indsatsen ’Frivillig for fremtiden’ for at få flere unge frivillige.
28. februar lyder startskuddet til den første af i alt 56 workshops, som DGI arrangerer sammen med kommuner i hele landet de kommende to måneder. Over 670 deltagere fra 258 idrætsforeninger er allerede tilmeldt de mange workshops, hvor foreningerne får mere viden om unge-målgruppen og klædes på til at invitere fremtidens unge frivillige indenfor.
De første workshops finder sted 28. februar i Sønderborg, Vejen og Syddjurs Kommuner. Og der har været stor interesse fra kommuner landet over til at samarbejde om at arrangere workshops.
”Det er stærkt at opleve, at fremtidens frivillige står højt på dagsordenen hos både idrætsforeninger og kommuner. Samtidig understreger det, at kommunerne er meget opmærksomme på børn og unges trivsel og anerkender, at et aktivt fritidsliv er vigtigt i forhold til at styrke trivsel,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.
Se, hvor der er workshops om unges frivillige engagement
KL-formand: Mange gevinster ved flere unge frivillige
Martin Damm er formand for KL og borgmester i Kalundborg Kommune. Han finder det meget positivt, at kommunerne samarbejder om at få flere unge frivillige, og han er ikke i tvivl om, at det at være frivillig er med til at bekæmpe mistrivsel blandt unge.
”Der bør være stor interesse for unge frivillige i kommunerne, for der er så mange gevinster ved at være frivillig, og hvis vi kan tilføje den dimension til unge menneskers liv, så er det rigtig godt. At være frivillig er med til at bekæmpe ensomhed og vi får flere hele mennesker ud af det,” siger Martin Damm.
KL-formanden peger på, at der er kamp om de unges tid.
”Noget at det bedste, man kan være med i, er frivilligt foreningsarbejde, for glæden ved at være sammen med andre om noget, man interesserer sig for, det giver noget til livet. At være sammen med andre uden at glo ned i en skærm giver værdier til unge, og der er meget socialt i det,” siger Martin Damm.
Nyt frivilligcertifikat er en ekstra motivationsfaktor
Samtidig med workshopsene lancerer DGI et nyt frivilligcertifikat, som foreninger kan udfylde og give til unge frivillige.
Her finder du frivillligcertifikatet til unge frivillige
”Med certifikatet får unge frivillige et synligt bevis på, at de gør en positiv forskel for både dem selv, foreningen og samfundet. Certifikatet kan være en ekstra motivationsfaktor for unge, som de kan bygge videre på. Samtidigt er det en anerkendelse fra fællesskabet,” siger Charlotte Bach Thomassen.
Med certifikatet vil DGI tydeliggøre, at frivillige ikke blot løser praktiske opgaver, men skaber sociale fællesskaber og en meningsfyldt dagligdag for andre. På certifikatet er det således fremhævet, at frivillige bidrager til øget livskvalitet og demokratisk medleven – dét er en god sag. Den indstilling er både med til at styrke den frivillige personligt og lægge fundamentet for det foreningsliv, som gør Danmark unikt.
19 år og frivillig: Certifikatet er en ekstra gulerod
Kathrine Nederby, 19 år, er frivillig instruktør og bestyrelsesmedlem i Aars Gymnastikforening. Hun synes, certifikatet er en god ide:
”Med et frivilligcertifikat er der en ekstra gulerod ved at være frivillig, og man kan måske bedre se, at det giver pote. Jeg vil selv gøre brug af certifikatet, så jeg kan få sat ord på mine kompetencer, hvis jeg for eksempel gerne vil arbejde med børn eller ledelse,” siger Kathrine Nederby.
Også KL’s formand, Martin Damm, bakker op om det nye frivilligcertifikat:
”Certifikatet kan også bruges i forhold til unges senere erhvervskarriere. Som arbejdsgiver kigger man på, om folk har været frivillige.”
Mange unge vil gerne være frivillige
Til alle de workshops, DGI og kommunerne holder, vil der være unge frivillige, der fortæller om, hvad de brænder for, og hvad der motiverer dem. Og DGI's formand
”Vi ved, at mange unge gerne vil være frivillige, hvis bare de bliver spurgt, rammerne er rigtige, og foreningsledere bakker dem op. Med de mange workshops hjælper vi idrætsforeningerne med at tiltrække flere unge frivillige, og de får inspiration til, hvordan de kan arbejde endnu mere med at give unge plads,” siger Charlotte Bach Thomassen.