98 elever lærte om livredning på stranden
Samarbejde mellem skole og svømmeklub gjorde muligt, at 98 elever fra 2. klasse fik en dag med kystlivredning på skoleskemaet.
Hvad er bedre end at tilbringe en varm, solrig skoledag på stranden? Med krabbejagt, is, aktiviteter på stranden og genoplivning på skoleskemaet.
Det var virkeligheden for 98 elever fra 2. klasse på Hældagerskolen i Vejle.
Dagen blev gjort mulig gennem et samarbejde mellem Hældagerskolen, Vejle Svømmeklub og DGI Sydøstjylland. Og ikke kun eleverne kunne slikke sig om munden. Også lærerstaben nød en skoledag lidt udover det sædvanlige.
"Det kan noget at komme ud af huset, og se eleverne i en anden setting. De får styrket deres relationer og ser hinanden på nye måder. Lige pludselig er det nye elever, der shiner," fortæller Camilla Sonne Wintther, lærer på Hældagerskolen.
Selvom isen selvfølgelig var dagens absolutte højdepunkt for de små, lærte eleverne også om kystlivredning, førstehjælp og sikkerhed ved vandet. Det hele foregik gennem leg og med inspiration fra sommerferieaktiviteten Ocean Rescue Camp.
Her var det, set med lærer Camilla Sonne Wintthers øjne, især værd at bemærke, at elevernes selvstændighed blev styrket gennem legene på stranden og i vandet.
En klar anbefaling til andre skoler
Hun tøver ikke med at anbefale et lignende samarbejde til andre skoler og svømmeklubber.
”Det har været en værdifuld og lærerig oplevelse for eleverne. Jeg vil klart anbefale det til andre skoler. Man kunne for eksempel lave et lignende arrangement på skolernes idrætsdag”, afslutter Camilla Sonne Wintther.
Dagen blev som tidligere nævnt arrangeret i samarbejde mellem Hældagerskolen, Vejle Svømmeklub og DGI Sydøstjylland. En dag fyldt med læring og oplevelser udenfor klasselokalet, hvor eleverne kunne udvikle nye færdigheder og styrke deres relationer.
”Uden samarbejdet med DGI og Vejle Svømmeklub ville dagen ikke have været muligt. Det har vi simpelthen ikke ressourcer til, så det har været helt afgørende for dagens succes,” siger Camilla Sonne Wintther.
Skal din skole eller svømmeklub lave noget lignende, så tøv ikke med at kontakte DGI. Vi bistår gerne med sparring, som bindeled mellem skole og forening og med udstyr.