Virtuel og virkelig verden spiller sammen i smartsport

Smartsport er spil på mobilen kombineret med leg og bevægelse i den virkelige verden. Det giver både børn og voksne lyst til at bevæge sig.

”Naboerne kiggede underligt på os inde fra stuen, da vi gik frem og tilbage med mobilen og pludselig rettede skærmen direkte mod deres hus,” siger Martin Andersen.

Han er lærer på Spjald skole og befinder sig på boldbanerne bag Videbæk Idrætscenter, hvor han er til forårsfestival med sin 6. klasse Her er en af dagens aktiviteter Smartsport.

Smartsport er spil på mobilen kombineret med leg og bevægelse i den virkelige verden. Idéen er at øge børns interesse for at bevæge sig med inspiration fra mobilteknologi.

På spøgelsesjagt

Martin Andersen og en lærerkollega har ligesom eleverne haft meget sjov ud af at afprøve spøgelsesjagten SpecTtrek, som er en af de anbefalede apps i Smartsport.

”Det er sjovt, fordi det er et computerspil som både er på skærmen og i virkeligheden. Du er selv med i spillet i modsætning til spil ved skærmen derhjemme,” siger kollegaen.

10 apps til bevægelse

De 125 elever ved forårsfestivalen på Videbæk skole får mulighed for at prøve tre spil i løbet af 45 minutter. Det er

  • figure running
  • spøgelsesjagt
  • bogstavjagt

De ligger som apps på de mobiler, som instruktørerne har med. Der er 8-10 forskellige apps, og med få instruktioner er eleverne i gang.

”Vi er færdige. Det er easy!” kommer det selvsikkert fra tre drenge. De har dog kun fået ram på fire af de fem spøgelser. Først når de har fanget spøgelse nummer 5 kan de gå et niveau, eller level, som det hedder, op.

"Så løber spøgelserne lidt hurtigere," siger Sebastian Sørensen, som er instruktør på dagen.

”De, der ikke synes, at sport er sjovt, kan lige pludselig drøne rundt i et orienteringsløb,” siger Mads Pedersen, projektleder på Smartsport.

Fra smartphones til smartsport

Projektet startede i Nordvestjylland i 2013. Her fik initiativrige folk i DGI en idé til at bruge smartphones og apps til mere bevægelse i udelivet.

”Kort fortalt afprøvede de alle apps, der kunne noget med bevægelse udenfor,” fortæller Mads Pedersen.

Med penge fra TrygFonden blev det nordvestjyske projekt forlænget og flere apps afprøvet i skoler og institutioner.

”Evalueringen konkluderede, at Smartsport kan noget andet, end det vi ellers kan levere til børn og unge. Man så også et stort perspektiv i at bruge Smartsport i forhold til folkeskolereformen,” fortæller Mads Pedersen.

I hele landet

Nu kan elever, lærere og foreninger i hele landet prøve Smartsport. Det blev muligt i foråret 2015 med endnu en bevilling fra TrygFonden. Denne gang på godt 3 millioner kroner.

”Målet er at lave aktiviteter primært i skole og institutioner og at uddanne lærere. Børn og unge er den primære målgruppe, men lærere og pædagoger er også vigtige, fordi de kan bruge Smartsport i deres undervisning og i løbet af dagen,” siger Mads Pedersen.

Læs også "10 tips til at spille Pokemon Go"

Kreativt og moderne

I Videbæk er Viktor Østergaard og Frederik Rødgaard - begge iført Spjald IF’s røde fodboldtrøjer meget begejstrede over Smartsport-oplevelsen:

»Man får brugt kroppen en del, og det er meget mere moderne at bruge en app på telefonen end bare løbe rundt og lege,« siger Viktor Østergaard, som spiller U13 i Spjald IF.

Hans holdkammerat, Frederik Rødgaard er også imponeret:

»Det er nyt og kreativt, og så er det sjovt. Det er bedre end bare sidde på sofaen, for du får noget ud af det og forbrænder en masse kalorier,« siger Frederik Rødgaard, som også er overrasket over, hvor præcis app’en er.

"Det er motiverende for børn og unge at bruge deres egne devices, som man kalder det. De er lynhurtige til at lære det. I modsætning til os andre, har de fået det ind som en naturlig del i deres hverdag," siger Mads Pedersen.