Vigtigt med nyt lovforslag om børneattester

Området for børneattester skal strammes, så det bliver endnu mere sikkert for børn og unge at være en del af idrætslivet. Det er godt og vigtigt, siger DGI’s formand.

Med lovændringer kommer der et mere finmasket net i forhold til plettede børneattester, Foto: Bo Nymann (arkiv)

Fremover skal DGI og DIF automatisk have besked, når en idrætsforening indhenter en børneattest på en træner eller en frivillig, som viser sig at være plettet. Det er kernen i et nyt lovforslag, som kulturminister Joy Mogensen står bag.

”Det er rigtig godt og også vigtigt, at information om plettede børneattester kommer til at tilgå DGI og DIF. Vi får et mere finmasket net til at håndtere plettede børneattester, hvilket er meget positivt. Uanset om det er fem eller ti sager om året, så er hver sag en sag for meget,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Intenst arbejde for at ændre reglerne

I dag skal idrætsforeninger melde ind til DGI og DIF, når de indhenter en plettet børneattest. Men det sker ikke altid, at DGI og DIF orienteres. Derfor ved DGI og DIF ikke, om foreningerne udelukker trænere med plettede børneattester, som reglerne ellers siger, at de skal.

DGI har derfor gennem flere år arbejdet intenst på at få ændret reglerne. DGI har bl.a. været til møder med ministeren og en række politiske ordførere, ligesom DGI har fremsendt skriftlige indspil til Kulturministeriet.

DGI har også haft et tæt samarbejde med Red Barnet og Børns Vilkår og idrættens øvrige organisationer.

”Med lovændringen får vi bedre værktøjer til at håndtere krænkelses-sager. Vi skal have fokus på, at det er trygt for børn at komme i idrætsforeningerne,” siger Charlotte Bach Thomassen.  

DGI arbejder derfor også med at oplyse idrætsforeninger om reglerne for børneattester, ligesom DGI opfordrer alle foreninger til at have en samværspolitik. For det forebyggende arbejde er vigtigt. 

Tjek DGI's gode råd om børneattester og samværspolitikker

Sagerne er svære for foreningen

Charlotte Bach Thomassen peger på, at når idrætsforeninger modtager en plettet børneattest, så er sagen ofte svær at håndtere lokalt i foreningen. Blandt andet fordi man ofte kender hinanden.

”Disse sager er ikke hverdagskost i foreningerne, og derfor er der behov for rådgivning. Foreningerne skal have hjælp til at håndtere disse svære sager på en ordentlig måde,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Kulturministeren: Kontrollen bliver bedre

Lovændringen vil ifølge kulturminister Joy Mogensen betyde, at kontrollen på området bliver endnu bedre. Ministeren siger i en pressemeddelelse:

”Med lovændringen vil vi styrke kontrollen med børneattester med anmærkninger. Fremover vil det ikke være muligt at se bort fra en plettet børneattest, da idrættens hovedorganisationer med lovændringen vil få kendskab til attesten og vil kunne ekskludere den pågældende forening, såfremt ansættelsen ikke stoppes. Det har været bredt efterspurgt og vil bidrage til at forebygge overgreb mod børn og unge i foreningslivet.”

Også ændringer vedr. ”skolelærer-paragraffen”

Regeringen har også meldt ud, at der kommer en ændring af den såkaldte skolelærer-paragraf.

Læs også: Skolelærerparagraffen kommer med på børneattesten

I dag fremgår domme efter "skolelærerreglen" kun på børneattesten, hvis det krænkede barn er under 15 år gammelt. Det vil blive ændret, så domme efter skolelærerreglen, hvor barnet er mellem 15 og 17 år, også vil fremgå.

Det vil sige, at det fremover vil fremgå af en børneattest, hvis en træner f.eks. er dømt for at have et seksuelt forhold til en elev på 17 år. Et sådan forhold ville før regelstramningen ikke fremgå, fordi det krænkede barn var over 15 år.