Vi skal samarbejde mere, så flere seniorer får et langt liv med livskvalitet

Til DGI’s politiske konference ’Foreningsidræt og velfærd’ var der bred opbakning til, at flere seniorer skal med i idrætsforeningerne, fordi det giver livsglæde og flere gode leveår.

Ja tak til meget mere samarbejde mellem idrætsforeninger, DGI, kommuner, regioner og patientorganisationer – det er nemlig vejen til frem at få flere seniorer med i idrætsforeningerne.

Det var budskabet til DGI’s politiske konference 1. november forud for DGI’s årsmøde. Over 400 deltagere var med til konferencen i Fængslet i Horsens.

”Vi lever længere. Og vi skal skabe mange flere gode leveår. Vi ved, hvad det betyder at være en del af aktive fællesskaber, det giver øget livskvalitet – og vi ved, at det er godt for samfundsøkonomien,” sagde DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen i sin velkomst.

I dag har DGI og idrætsforeninger et godt samarbejde med mange kommuner, men der er brug for mere. For blot hver tredje dansker over 60 år er medlem af en idrætsforening i DGI eller DIF.

Sundhedsråd og forebyggelse

Konferencen bød på debatter, samtale med ældreminister, Mette Kierkgaard, og løsningsworkshops.

Læs: Ministeren er ikke i tvivl: Idrætsforeninger spiller en kæmpestor rolle for ældre

Anders Kühnau, der er formand for Region Midtjylland og Danske Regioner, fremhævede regeringens sundhedsudspil, der er på trapperne. Her er sundhedsrådene et af de nye tiltag med både kommunale og regionale medlemmer, der skal sikre, at der bliver samarbejdet på tværs:

”Der skal vi tænke ind, hvordan vi får civilsamfundet på banen, så det ikke blot er kortere projekter.”

Og den greb DGI’s formand med det samme:

”Jeg er optaget af, hvordan vi kan investere i samarbejde. Hvis sundhedsrådene kan blive steder, hvor man reelt inviterer til forebyggelse og samarbejde, så er vi et godt skridt på vejen,” sagde Charlotte Bach Thomassen.  

Ulighed er gået fra slemt til værre

Sundhedsøkonom Jes Søgaard, der er professor emeritus, fremhævede, at selvom danskerne lever længere, så har vi den højeste overdødelighed i de nordiske lande. Og der er stadig ulighed i sundhed.  

”Ulighed er gået fra at være slemt til at være rigtigt slemt. Det er faktisk fordoblet, og det er uhyggeligt at tænke på. Middelklassedanskerne har taget de gode råd til sig, de går en tur, er holdt op med at ryge. Men mænd med de længste uddannelser lever 10 år længere, end dem med korte uddannelser. For kvinder er forskellen 7 år,” sagde Jes Søgaard.  

Det menneskelige potentiale er enormt

Han opfordrede idrætsforeninger til at samarbejde mere med boligforeninger og også praktiserende læger. Det er den sundhedsfaggruppe, der når ud til flest borgere, og det er værd at overveje, hvad der skal til, for at lægen opfordrer patienten til at gå til en foreningsaktivitet?

Jes Søgaard anbefalede også flere samarbejdsaftaler mellem foreninger, DGI og kommunerne, for det økonomiske og især det menneskelige potentiale er enormt, hvis flere seniorer kommer med i idrætsforeningerne:

”Fagprofessionelle kan have nogle forbehold for, om DGI-foreninger kan håndtere ældre med udfordringer. Der skal man sætte ind for at få hinanden overbevist om, at det kan man godt. Foreningslivet skal ikke være en del af sundhedsvæsenet, men vi skal forbedre samarbejdet.”

Ordskyer, borgmester og Kis på 88

Undervejs var der gode dialoger blandt de 400 deltagere ved bordene, og input og ordskyer kom på storskærmen for at kvalificere debatten på scenen.

Både borgmestrene Peter Sørensen fra Horsens og Mikael Klitgaard fra Brønderslev Kommune samt Aarhus-rådmand Christian Budde var klar på, at der skal bygges flere broer mellem kommuner og idrætsforeninger.

En af de ældste deltagere i den politiske konference var 88-årige Kis Østergaard. Hun har gennem 70 år været frivillig instruktør i en række idrætsforeninger, været personlig træner og underviser. Og på TV Midtvest får hun i programserien ’Hvis Kis ka'’ både kommunalpolitikere, efterskoleelever og ansatte i Civilstyrelsen til at bevæge sig.

”Det har været en dejlig dag. Jeg er her for at blive klogere, og det er jeg blevet. Seniorer skal ikke lave fysisk aktivitet for at blive yngre, men for at skabe livsglæde og livskvalitet. Det er det vigtigste for mig,” siger Kis Østergaard.

Dyk ned i seniortemaet Lev stærkt - lev længe