DGI trækker sig fra byggeprojekt omkring Vejle Bibliotek

DGI’s landskontor skal flytte til Vejle by. DGI har deltaget i et udbud fra Vejle Kommune omkring Vejle Bibliotek, men har i december trukket sig.

DGI's bygning i Vingsted er blevet solgt, og landskontoret ønsker at flytte ind til Vejle by.

Artiklen fra 30. juni 2023 er opdateret 2. oktober med nyt om DGI's bud og 5. oktober med nyt fra Vejle Kommune. Og igen 5. december 2023, da DGI har trukket sig fra udbuddet. 

DGI har meddelt Vejle Kommune og medarbejderne på DGI's landskontor, at man stopper projektet med at bygge og etablere et nyt landskontor i forbindelse med Vejle Bibliotek og Kulturhus. Årsagen er, at de stigende byggepriser har gjort et nybyggeri på de krævede 3.000 kvm. for dyrt.

DGI har haft et spændende og yderst konstruktivt forløb i tæt samarbejde med Vejle Kommune om at konkretisere projektet ved biblioteket i Vejle, men DGI desværre konstatere, at projektet ikke kan realiseres indenfor den økonomi, som der er til rådighed til etableringen af et nyt landskontor.

DGI arbejder fortsat med at etablere et nyt landskontor i Vejle by.

Forståelse i Vejle Kommune

I Vejle Kommune er der forståelse for beslutningen, selvom perspektiverne for et naboskab var gode. 

“Vi har haft en god proces med DGI, hvor vi har afsøgt mulighederne i et godt naboskab. At DGI er nødt til at trække sig nu, er selvfølgelig ærgerligt, men helt forståeligt. Vi arbejder ufortrødent videre med Vejle Kommunes nye bibliotek og kulturhus, fx har vi i aften fuldt hus til dialogmiddag med borgerne på biblioteket. Vi ønsker DGI alt muligt held og lykke med at finde det rigtige sted og vi er glade for, at det fortsat bliver i Vejle,” siger Sofie Plenge, direktør for kultur og sundhed i Vejle Kommune.

DGI's bud på byggefeltet 

Vejle Kommune oplyste i en pressemeddelelse i oktober, at DGI's bud var det eneste, der kom på byggefeltet ved Willy Sørensens Plads. 

Om DGI skal flytte landskontoret til en ny bygning ved Vejle Bibliotek var dog langt fra afgjort.

Udbuddet fra Vejle Kommune lagde op til en proces, hvor vinderen af udbuddet sammen med Vejle Kommune lavede en udviklingsplan for området omkring Vejle Kommunes Bibliotek og DGI Huset. Udviklingsplanen kunne danne grundlag for at få ret til at købe en grund. Udviklingsplanen og køb af grunden skulle godkendes af byrådet.

Men DGI har nu meddelt Vejle Kommune, at man stopper projektet. 

DGI’s bygning i Vingsted er solgt

DGI har gennem noget tid arbejdet for en flytning af DGI’s landskontor, der pt er beliggende på to forskellige lokationer i Vingsted vest for Vejle. I januar 2023 blev DGI’s bygning på Vingsted Skovvej 1 solgt til naboen, VINGSTED hotel & konferencecenter.

DGI’s ønsker i forhold til et nyt landskontor er bl.a.:

  • At komme tæt på kollektiv transport i bæredygtighedens navn.
  • At flytte så hurtigt som muligt efter sommeren 2024, hvor DGI kan komme fri af lejeaftaler.
  • At alle medarbejdere på landskontoret samles i samme bygning.
  • At der er cirka 3.000 kvadratmeter kontor og mødelokaler.
  • At DGI evt. kan dele mødelokaler og kantine med andre. Det hus, som DGI er en del af, skal kunne bruges hele dagen og aftenen.
  • DGI er åbne for både leje eller eje – det afhænger af hvad der kan svare sig.

Artiklen fra 30. juni 2023 er opdateret 5. december