Store skift i danskernes idrætsdeltagelse
Danskernes deltagelse i idræt er nogenlunde stabil over tid. Men der er store udsving mellem de forskellige sæsoner, og når der sker store livsbegivenheder, viser ny undersøgelse. Det stiller krav om større samarbejde mellem idrætter og foreninger, mener DIF og DGI.
Danskerne er generelt meget aktive og blandt de mest foreningsaktive i verden. Men vores idrætsvaner og -deltagelse er langt fra statiske og konstant.
Det viser et nyt studie fra Idrættens Analyseinstitut, der har fulgt et panel af danskere i deres idrætsdeltagelse over 18 måneder.
Generelt viser undersøgelsen, at langt de fleste danskere er aktive over tid. Faktisk var kun 5 procent af børn og 15 procent af de voksne inaktive i hele perioden. Til gengæld er der store udsving bundet op på sæsoner og på livsbegivenheder som at starte uddannelse og skifte job.
Stort potentiale i studiebyerne
Her er der store potentialer, men det stiller krav til idrætsforeningerne, mener de to organisationer DGI og DIF, der står bag idrætsvisionen Bevæg dig for livet:
”Undersøgelsen bekræfter, at der er et stort potentiale i blandt andet studiebyerne. Det potentiale ser vi også i vores visionskommuner i blandt andet Kolding og Aalborg. Men det kræver, at man som forening og som idrætstilbud omfavner de unges ønsker og omskiftelige vaner, så vi i højere grad ser hinanden som samarbejdspartnere end konkurrenter om medlemmer,” siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand i DGI.
Aktiv studiestart
Netop i Kolding Kommune har man som en del af Bevæg dig for livet-arbejdet et stort fokus på at skabe et aktivt studieliv både på og udenfor skolen. Derfor er der skabt tætte relationer til det lokale idræts- og foreningsliv:
”Vi kan virkelig se, at de unge efterspørger aktive fællesskaber, hvor de kan møde andre på samme alder og samme sted i livet. Vores ”Super sund Studieby”-initiativ er gået over al forventning, og det kan være helt svært at følge med i, hvad der starter op. Vi har blandt andet opsat træningscontainere ved uddannelser, der er et stort hit med flere end 600 brugere. Og vores fælles studiehold med Kolding Kickboksning har haft 50-100 deltagere de seneste år,” siger Anette Hvidtfeldt, der er projektleder i Bevæg dig for livet i Kolding.
Hele indsatsen er blevet forankret i foreningen Campus Sport, hvor bestyrelsen består af studerende fra alle fire videregående uddannelsesinstitutioner i kommunen.
IDAN's undersøgelse foregik fra 2020-2022. Det er derfor værd at bemærke, at corona og perioder med nedlukning har haft indflydelse på resultaterne.
Om Bevæg dig for livet
Danmark skal være verdens mest aktive nation i 2025. Det er målsætningen for den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie - en aftale, der går under navnet ’Bevæg dig for Livet’ og har som mål at sætte Danmark i bevægelse. Nordea-fonden og TrygFonden indgår i et tæt partnerskab med DIF og DGI om at realisere visionen.