Nye løsninger på vej i landsbyerne

Landsbyer blive måske et mere spændende sted at bo, hvis byer i nærheden af hinanden samarbejder og deles om f.eks. idrætshallen og købmanden. Realdania og DGI står bag et nyt projekt ”Landsbyklynger”, der har som mål at gøre landsbyerne mere attraktive.

Samarbejde mellem flere landsbyer kan være vejen frem Foto: Bo Nymann

Landsbyer skal dele mursten og muligheder med nabobyerne. Det er tanken bag det nye partnerskab ”Landsbyklynger” som DGI og Realdania nu sætter gang i.

Mange små landsbyer oplever, at folk flytter, arbejdspladserne lukker, og der bliver færre tilbud og fritidsaktiviteter. Med det nye projekt vil DGI og Realdania undersøge, om landsbyerne kan blive mere attraktive, hvis de små bysamfund begynder at se sig selv som klynger, der samarbejder med nabobyerne og deles om mursten og muligheder.

Det kan f.eks. være oplagt at lave en lokal fællesforening, hvor flere små byer samler og koordinerer aktiviteter, faciliteter og ledelse

Søren Møller, formand for DGI

 Fordele i at samarbejde 

I dag er det ofte sådan, at landsbyerne hver især bruger kræfter og penge på at holde liv i deres egen helt lokale købmand, skole, hal eller forsamlingshus. Men der kan være mange fordele i, at landsbyer samarbejder med nabobyerne og også prioriterer mellem forskellige faciliteter og tilbud.

Realdania og DGI har allieret sig med forskere fra Aalborg Universitet og Syddansk Universitet, Center for Landdistrikter, der nu skal lave en forundersøgelse af landsbyernes typiske udfordringer. Forskerne skal også se på de eksisterende erfaringer med at lave en klyngestruktur mellem flere landsbyer. Undersøgelsen ventes klar i løbet af sommeren 2015.

Nøglen til livskvalitet

DGI’s formand Søren Møller slår fast, at DGI har et stort fokus på styrke de små lokalsamfund.

"Et stærkt foreningsliv er nøglen til en livskvalitet, der gør lokalsamfundet til et godt sted at leve. Og det kan f.eks. være oplagt at lave en lokal fællesforening, hvor man samler og koordinerer aktiviteter, faciliteter og ledelse, og på den måde sikrer en høj kvalitet i tilbud og mødesteder og ikke mindst en sund driftsøkonomi," siger Søren Møller.

Undersøgelser har tidligere vist, at mere end 1500 lokalsamfund allerede har tænkt i en form for samarbejde eller fællesforeninger.

Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania, tror på, at projektet vil give en positiv udvikling og øget livskvalitet i landsbyerne.

"Jeg har i hvert fald en helt klar forventning om, at projektet kan være med til at lære os at planlægge for de små byer – også i nedgangstider," siger Jesper Nygård.