Ha’ det godt-ugen sætter gang i unges fællesskaber

I samarbejde med DR P3 skyder DGI mandag gang i Ha’ det godt-ugen. Her inviterer 63 idrætsforeninger unge mellem 15 og 24 år til at opleve idrættens frirum og fællesskaber.

I uge 39 sætter DGI og DR P3 fokus på, at stærke foreningsfællesskaber kan bidrage til bedre mental trivsel. Foto: Lasse Hyldager

Hvordan har du det egentlig? Det er et spørgsmål, mange unge tænker over. De fleste børn og unge har det godt, men samtidig føler flere unge end nogensinde sig ensomme, har et dårligt selvvurderet helbred, eller har haft en psykisk lidelse, viser undersøgelser.

Derfor åbner 63 idrætsforeninger i hele Danmark dørene for unge, som har brug for et pusterum i en presset hverdag. DGI og DR P3 vil nemlig sætte fokus på, hvordan stærke foreningsfællesskaber kan bidrage til bedre mental trivsel og give alle unge mulighed for at opleve, hvad det vil sige at være en del af en forening.

”Vi håber, at flere unge oplever, at aktive fællesskaber giver energi i hverdagen, at det er sjovt at dyrke idræt sammen med andre unge, og at de i idrætsforeningen får et frirum fra pres og perfekthed,” siger Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI.

Ha’ det godt ugen

  • 63 idrætsforeninger åbner dørene for unge mellem 15 og 24 år i uge 39. Du kan finde alle arrangementer på dgi.dk/ha-det-godt-ugen
  • De deltagende foreninger får 3.000 kroner til arrangementet, som er doneret af Ebbefos Fonden
  • Ha' det godt ugen er en del af P3 Missionen, som støttes af og afvikles i tæt partnerskab med Østifterne og Ebbefos Fonden, de unge selv samt en bred kreds af aktører i ungelivet. Følg med på dr.dk/p3missionen og #p3missionen

Klatring, skateboarding og fredagsbar

I Holstebro er de tre foreninger Slagteriet, Hal 19 og Holstebloc gået sammen om et stort arrangement. Fredag eftermiddag åbnes dørene, så unge blandt andet kan prøve kræfter med klatring, skateboard, bordtennis, basket og streethockey. Der vil også være caféstemning med samtalekort og hygge i fredagsbaren. Alberte Kloster, som er gadeidrætskoordinator i Slagteriet, glæder sig til eventet:

”Jeg håber, at der kommer omkring 100 unge, som får en hyggelig dag sammen og selvfølgelig lidt sved på panden. Dagen kan forhåbentlig åbne manges øje for, hvad det er for nogle foreninger, der findes i Holstebro.”

Landet over byder arrangementerne på alt fra beachvolley og fællesspisning til streetbasket og fredagsbar - og selvfølgelig idræt i forskellige afskygninger. Ingen arrangementer ligner hinanden, men én ting er sikker: alle arrangementerne har fokus på et inkluderende fællesskab, som skal være et pusterum i hverdagen. Og så er der selvfølgelig mulighed for at starte regelmæssigt på holdet bagefter.

Fem trin til bedre trivsel

Undersøgelser viser, at organiserede fritidsfællesskaber kan styrke unges trivsel – specielt hvis de unge deltager af egen lyst, har mulighed for at udvikle kompetencer og selvtillid samt føler sig tæt knyttet til de andre i et fællesskab, som er trygt og tillidsfuldt.

De fem elementer er præcis det, DGI og idrætsforeningerne arbejder med, og derfor giver Ha’ det godt-ugen rigtig god mening, siger Charlotte Bach Thomassen:

”Rigtig mange børn og unge har deres første oplevelser med at tage ansvar for aktiviteter i frivillige idrætsfællesskaber rundt i hele landet. Vi vil gerne sikre de bedste rammer for, at unge bliver ved med at deltage, udvikler sig og føler et tilhør til andre unge i idrætsforeningerne. Og at vi motiverer flere unge til at være med.”

Unges trivsel

  • Flere unge end nogensinde før føler sig ensomme, har lav livstilfredshed, et dårligt selvvurderet helbred, eller oplyser, at de har haft en psykisk lidelse, viser en undersøgelse af VIVE, 2022
  • Ifølge rapporten ”Hvad fremmer trivsel i organiserede fritidsfællesskaber?” fra Sundhedsstyrelsen 2023 har fem ingredienser stor indflydelse på unges trivsel: social forbundethed, udvikling af kompetencer, udvikling af selvtillid, lystbetonet deltagelse samt tryghed og tillid