Foreningsliv og frivillighed med i Danmarkskanon

Danskerne har talt: Foreningsliv og frivillighed er blandt de 10 værdier i den nye Danmarkskanon.

Blandt de 10 særligt danske værdier og traditioner i den nye Danmarkskanon er Foreningsliv og frivillighed. Og i Foreningen Familieidræt i København er der masser af både foreningsliv og frivillige Foto: Jens Astrup (arkiv)

Hvilke værdier og traditioner er de vigtigste for fremtidens samfund og særligt kendetegnende for den danske kultur? Det har danskerne kunne komme med bud på og stemme om.

Og den 12. december offentliggjorde Kulturministeriet og forhenværende kulturminister Bertel Haarder resultatet i den nye Danmarkskanon.

DGI: Vigtigt at foreningsliv og frivillighed er med

Foreningsliv og Frivillighed’ er blandt de 10, og det glæder formand for DGI Søren Møller.

”Det er fedt, og det er rigtig vigtigt, at foreningsliv og frivillighed er med i Danmarkskanon. Det viser jo den side af samfundet, hvor vi finder ud af noget i fællesskab. Hvor vi er medborgere og medlemmer - ikke forbrugere, kunder eller klienter,” siger Søren Møller.  

I de cirka 6300 idrætsforeninger, der er med i DGI, er der over 1,5 millioner medlemmer og omkring 100.000 frivillige.  

Foreningsliv og frivillighed kan ikke adskilles

I Danmarkskanon slås det fast, at foreningsliv ikke kan adskilles fra frivillighed, for uden frivillige kan foreninger ikke eksistere. Nogle undersøgelser viser, at tilslutningen til frivilligt engagement er faldende i de yngre generationer, mens andre peger på, at det blot antager nye former.

Savner folkeoplysning i Danmarkskanonen

Der er en enkelt værdi, Søren Møller synes mangler blandt de 10 værdier i den nye Danmarkskanon.

”Hvis jeg skulle pege på noget, jeg synes, så er det folkeoplysning. Det er en vigtig dansk værdi, at vi tilstræber at agere på et oplyst grundlag,” siger Søren Møller.

Til gengæld glæder han sig over, at udover foreningsliv og frivillighed, så er demokrati og frisind og også blandt værdierne i den nye Danmarkskanon.

”Både demokrati, frisind og foreningsliv er rigtig vigtige ting. Og det er, når man kombinerer de ting med oplysning, at det virkelig gør en forskel,” siger Søren Møller.

Fra 2425 forslag til 10 værdier

Bertel Haarder var idemanden bag en Danmarkskanon. Om det, vi er rundet af og de værdimønstre og traditioner, vi enten bevidst eller ubevidst optager, opdrager vores børn efter eller tror på.

Fra juni til november kunne alle indsende deres forslag til, hvad der skulle med i Danmarkskanonen. Indsamlingen sluttede 1. november 2016, hvor 2.425 forslag var blevet sendt ind.

Et ekspertudvalg kogte forslagene ned til 20 overordnede værdier, og nu har befolkningen så via en afstemning på nettet valgt de 10 værdier, som de mener er de vigtigste i en Danmarkskanon.