Foreninger opfordres til at fastholde kontingentet trods nedlukning – "der skal jo være et foreningsliv at vende tilbage til"

Det kan være svært at opdrive kontingent i en forening, hvor ingen kan mødes. Overvej derfor timingen i opkrævningen – og find gode løsninger i den enkelte forening.

DGI opfordrer foreningerne til at fastholde kontingentet trods coronanedlukning.Foto: Maria Tuxen Hedegaard - DGI fotoarkiv

Vi nærmer os et helt år, hvor der har været mere dødvande end aktivitet i idrætsforeningerne.

Læs også: Idrætsforeninger dyrker fællesskabet – hver for sig

Næsten på samme tid, som udendørssæsonen i eksempelvis fodbold og tennis skulle til at begynde, sendte coronarestriktionerne idrætsforeningerne på pause sidste forår.

Selv om der siden har været gang i aktiviteterne igen – under svingende restriktioner og med forskellige muligheder – så er foreningsaktiviteten her i starten af 2021 igen slået hjem.

For på trods af et mylder af gode ideer til onlinetræning, Facebook-møder og zoom-yoga hver for sig, så er foreningernes fællesskaber - og det at gøre noget sammen - stadig i restordre.

Fasthold kontingentet

Den begrænsede aktivitet i foreningerne, der for nuværende reelt er lukket ned, giver udfordringer i forhold til kontingentopkrævning. For hvordan gøres det, når der for tiden enten slet ikke – eller i stærkt begrænset omfang – udbydes aktiviteter?

Meldingen fra DGI er klar:

”Vi opfordrer foreningerne til at fastholde kontingent i et eller andet format. Fordi et kontingent dækker over medlemskab af en forening og ikke køb af en aktivitet såsom håndbold- eller løbetræning,” siger formand i DGI, Charlotte Bach Thomassen og fortsætter:

”Samtidig anderkender jeg fuldt og helt det dilemma, som foreningerne står i. For det ER svært at opkræve kontingent mens aktiviteterne og fællesskabet er på pause. Jeg håber derfor, at foreningerne kan finde gode løsninger, der giver mening for den enkelte forening med afsæt i, hvilken idrætsgren, hvor i sæsonen og hvordan økonomien ser ud i den enkelte forening,” siger Charlotte Bach Thomassen.

KLIK PÅ BILLEDET: Se indslag fra TV-Avisen 17. januar om emnet. (Indslaget starter efter 18.13)

CBTTVA170121.jpg

Brug for opbakning

Kontingentopkrævningen er samtidig en god anledning til at kontakte og kommunikere med medlemmerne. Fortælle, hvordan situationen er i den enkelte forening.

”Uden medlemmer er vi jo ingenting i foreningerne. Derfor er det også så vigtigt, at foreningerne bevarer den gode kontakt til medlemmerne. Men omvendt er det også nu, at foreningerne har brug for medlemmernes opbakning. Der skal jo gerne være et foreningsliv at vende tilbage til, når vi igen kan mødes, siger Charlotte Bach Thomassen.

Rammer forskelligt

Færre penge i kontingent vil naturligvis påvirke idrætsforeningernes økonomi. Men selv om coronaepidemien har påvirket alle idrætsforeninger, så er det vidt forskelligt, hvor stor en økonomisk hammer, der har ramt de mere end 6400 foreninger, der er medlem af DGI.

En række foreninger har en god økonomi, mens andre vil blive hårdere ramt.

Og her kommer den kommunale støtte via folkeoplysningsmidlerne i spil. For sammen med kontingentbetalingen er støtten afgørende for foreningernes økonomi.

”Selv om aktiviteterne er få lige nu, så er det vigtigt, at kommunerne bruger alle de muligheder de har for alligevel at udbetale aktivitetsstøtte. Det er helt afgørende for foreningernes økonomi, siger Charlotte Bach Thomassen.