Fællesskabet har haft det svært under corona

Det har været svært at opretholde fællesskabet i idrætsforeningerne under corona-restriktionerne. Men heldigvis har de fleste frivillige holdt modet oppe. Det viser DGI’s corona-undersøgelse, som over 2600 foreninger har deltaget i.

I Tuse GF hjalp frivillige forældre med den corona-rengøring, der skulle udføres mellem gymnastikholdene i december 2020. Foto: Bo Nymann (arkiv)

Fakta om DGI’s corona-undersøgelse

  • Undersøgelsen er gennemført 8.-20. december 2020
  • 2667 formænd i idrætsforeninger eller afdelinger har besvaret spørgeskemaet
  • Mens undersøgelsen blev gennemført, blev corona-restriktionerne ændret
  • Svarene fra undersøgelsen er bl.a. blevet brugt i DGI's genstartsudspil

Det er næppe overraskende, men nu bliver der igen slået en tyk streg under corona-krisens konsekvenser: Det sociale fællesskab i foreningerne har været voldsomt udfordret. Udfordringerne bekræftes af DGI’s corona-undersøgelse, som indeholder besvarelser fra 2667 foreningsformænd.

6 ud af 10 af foreningerne har oplevet, at det i høj grad eller i meget høj grad er svært at opretholde det sociale fællesskab. Blot 5 procent af foreningerne har slet ikke oplevet udfordringer på den sociale front i foreningslivet.

Læs om fællesskab via digitale platforme - og få inspiration fra andre foreninger

Undersøgelsen blev gennemført i december, hvor der var en række forskellige corona-restriktioner for foreningerne, bl.a. med et generelt forsamlingsforbud, mens børn og unge var undtaget og måtte samles op til 50 personer, også indendørs. Gennem hele efteråret har myndighederne anbefalet, at sociale arrangementer aflyses.

Frivillige har holdt modet oppe

Selvom det ikke har været nemt at være idrætsforening, har de frivillige holdt modet oppe. DGI’s undersøgelse viser, at 6 ud af 10 foreninger oplever, at de frivillige slet ikke eller i mindre grad har mistet motivationen.

Blot 11 procent oplever, at motivationen blandt frivillige i høj grad eller i meget høj grad mangler.

Bliv klar til genstarten - og få inspiration fra andre foreninger

Undersøgelsen viser også, at rekruttering af frivillige er gået i stå, for der er ikke meget fidus i at rekruttere, når der ikke er aktiviteter.

8 ud af 10 foreninger er slet ikke eller i mindre grad lykkedes med at rekruttere nye frivillige, ledere og trænere i 2020.

Foreningerne: God hjælp fra DGI

8 ud af 10 idrætsforeninger er tilfredse med DGI’s vejledning og støtte under corona-krisen, og når foreningsformændene kigger et halvt eller et helt år frem, så fylder corona fortsat meget.

Foreningerne ønsker således, at DGI fortsat prioriterer at kommunikere om corona-retningslinjer og informerer om økonomiske hjælpepakker.

Inspiration fra foreningerne:

389 idrætsforeninger har som led i undersøgelsen fortalt om forskellige kreative tiltag, de har sat i gang under corona-krisen. Bemærk svarene er givet i december 2020. Her er en række ideer, alle foreninger kan lade sig inspirere af:

  •  KLG Håndbold har samarbejdet med den lokale bager, så alle frivillige kunne afhente ”gør-det-selv-kits” og efterfølgende blive bagere i eget hjem sammen med familien.
  • Jyderup Gymnastik uddelte godteposer til gymnaster 0 til 9 år ved drive in
  • Ildskov Kultur og Idrætslov fik påskeharen til at chokoladepåskeæg og julenissen til at gemme chokoladenisser rundt om i byen. Det fik børnene ud at lede sammen med deres forældre, bedsteforældre eller venner, og det var et hit
  • I Næsbjerg/Rousthøje UF tog et medlem initiativ til en 24 timers stafet. Klubben holdt vi så den virtuelle stafet i gang i 24 timer via en facebook begivenhed. Der var der klap og hep døgnet igennem, sammen med løbende opdateringer
  • Nivå Trim arrangerede et "indsamlingsløb" hver for sig. Medlemmerne meldte dagens kilometer ind på Facebook, også med fotos. Klubben gav 1 krone pr kilometer til velgørenhed og endte med at kunne give 3.000 kr. til Dansk Røde Kors
  • Havdrup Gymnastikforening: ”Den dag vi skulle have haft opvisning, satte vi en masse klip sammen med gymnaster i opvisningstøjet, som filmede noget af deres opvisning, og postede på de sociale medier. Vi fik over 150 likes alene på den video! Vores instruktører lavede videoer hver dag med øvelser og postede på Facebook/Instagram til vores medlemmer. Vi havde konkurrencer på holdene, instruktørerne kørte rundt med hilsener i postkasserne og livestreamede træningsseancer. Vi fik en masse god respons, vores Facebook- og Instagramsider blev meget dynamiske, og vi fik på den vis en rigtig god virtuel foreningsvibe og fællesskabsfølelse”.
  • Tuse Skytteforening holdte åbent hus i oktober med gratis kontingent frem til årsskiftet, det gav cirka 20 procent medlemsfremgang
  • GymnaHopsa: ”Vi lykkedes med at starte et helt nyt hold op under corona: Far / barn hold i styrketræning og leg. Vi kunne ved hjælp af poster holde afstand og spritte redskaber og hænder, inden der blev rykket til ny post”
  • Allindelille Idrætsforening startede et udendørs hold op, benævnt Udendørs Puls og Styrke (UPS). Holdet benytter naturen, hvor de løber og bruger træningsredskaber som væltede træer eller grusgraven hvor de har løbet på sandskråninger og flippet dæk.  Holdet har haft fornuftig tilslutning, og efter 6 prøvegange besluttede vi at fortsætte det med pandelamper vinteren over.  Deltagerne er glade for den alternative træning og muligheden for at holde afstand  
  • Tango Sydfyn har flittigt benyttet zoom. ”Vi har arrangeret dans hjemme i stuerne med små pauser undervejs, hvor vores DJ fortæller om tangomusikken og hvor vi sludrer med hinanden. Ikke helt som at være fysisk sammen, men overraskende hyggeligt. Fordelen ved zoom er at det ikke kender grænser. Pludselig kunne vi arrangere koncert med orkestre fra Argentina. Det krævede en del planlægning, men blev virkelig godt med zoom deltagere fra flere tangoforeninger i Danmark. Vi gør det igen”
  • Herfølge Fitness har oprettet et online Yoga hold. Igennem facebook livestream og en lukket gruppe for medlemmer, dyrkes yoga videre, til trods for COVID-19. Medlemmerne har taget godt imod tilbuddet og holdet er intakt fra da der var fysisk fremmøde

Vis mere Vis mindre