DGI satte fokus på idrætsforeningernes betydning på Folkemødet

Børn og unges trivsel. Frivillighed. Civilsamfundets rolle i velfærdssamfundet. Og hverdagsdemokrati. Det var nogle af emnerne i de mange debatter og events, DGI deltog i på Folkemødet.

Statsminister Mette Frederiksen var på Folkemødet med til naturtræning.

Statsminister Mette Frederiksen trænede med, og det gjorde DGI’s formand Charlotte Bach Thomasen også, da der var naturtræning til Folkemødet på Bornholm.

I den smukke morgensol blev der løftet pinde, drejet kroppe og grinet højlydt som et tydeligt bevis på, at naturtræning styrker både den fysiske, sociale og mentale sundhed.

DGI og Gigtforeningen samarbejder om naturtræning, også når der ikke er Folkemøde. DGI har uddannet instruktørerne til de over 60 hold, Gigtforeningen har over hele landet. Motion gør nemlig godt for de over 700.000, der lever med gigtsygdomme.

Derudover har DGI siden 2017 uddannet over 500 instruktører, så de kan stå for naturtræning i idrætsforeningen.

DGI’s formand: Vi får input og gør indtryk

Udover de aktive events deltog DGI også i en lang række debatter. Ikke i eget stort telt, men flettet ind og sat i spil på tværs af sektorer i den øvrige samfundsdebat, hvor foreningerne spiller en stor rolle.

” Vi er på Folkemødet for at sætte lys på idrætsforeningernes betydning, og civilsamfundets rolle for et stærkt velfærdssamfund. Vi har diskuteret sundhed, sociale indsatser, demokrati og foreningernes betydning for tillid og demokrati, og så har vi haft nogle seje aktiviteter. Vi har fået masser af input og gjort indtryk, og det hele tager vi med hjem i vores videre arbejde, blandt andet i forhold til vores arbejde med at styrke børn og unges trivsel,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Debatter om frivillighed, trivsel og meget mere

DGI’s formand deltog bl.a. i en debat om demokrati i hverdagen sammen med boligsociale organisationer.

Der var også debat mellem folkeskolens interessenter om stærke fællesskaber i og uden for skolen og den åbne skoles betydning. Og om civilsamfundet, folkesundhed og forebyggelse g samspillet med sundhedsvæsenet. Dertil kom en debat om vigtigheden af at få udsatte anbragte børn og unge ind i foreningslivet i samarbejde med sociale organisationer.

Derudover deltog DGI bl.a. i en debat om frivillighedens mange ansigter og ikke mindst unge frivillige med så forskellige aktører som Røde Kors, DUF, og Hjemmeværnet.

Der var også debat om sociale organisationer på idrætsområdet. Og om udviklingen af landdistrikter og foreningernes særlige fællesskabende rolle. Plus debat med data og indsigt på tværs af Norden om børn og unges trivsel.  Og meget andet. 

Nyt MTB-spor midt i Folkemødet

Der var trængsel på sporet, da DGI’s outdoorkonsulent Thomas Larsen Schmidt på Folkemødet stod for at åbne et nyt MTB-spor, der blandt løber gennem et lille stykke skov inde i Allinge.

Lokale sporbyggere har lavet sporet med støtte fra OnTrail-projektet, som DGI er med i. OnTrail har blandt andet har bekostet skiltningen på MTB-sporet.

Sporet gemmer også på en god historie om lokalt samarbejde og fællesskab. For sporbyggerne tog kontakt til Allinge-Sandvig Gymnastikforening for at blive en del af foreningen.

Foreningen kvitterede ved selvfølgelig at åbne en MTB-afdeling og desuden give 50.000 kroner til sporarbejdet – penge foreningen havde fået i 100-årsgave fra sin støtteforening.