DGI: Ja tak til at kommuner investerer mere i forebyggelse

Kommunerne skal styrke den nære sundhed, fokusere mere på forebyggelse og styrke samarbejdet med civilsamfundet. Det anbefaler KL i et nyt udspil, som DGI’s formand kalder helt afgørende.

Det er meget positivt, at KL taler om investeringer i forebyggelse, siger DGI's formand Charlotte Bach Thomassen. Foto: Bent Nielsen (arkiv)

Forebyggelse og sundhedsfremme i danskernes hverdag skal opprioriteres i de 98 kommuner. Sådan lyder det i et nyt sundheds- og forebyggelsesudspil fra KL, Kommunernes Landsforening, og det får medvind fra DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

“Det er meget positivt, at KL taler om investeringer i forebyggelse, ikke mindst på børne- og ungeområdet. Vi kan og bør som samfund ikke alene behandle os ud af de store fælles sundhedsudfordringer, vi oplever,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Udspillet er relevant for de 6.700 idrætsforeninger i DGI, hvor mange trænere og ledere er opmærksomme på, at foreningernes fællesskaber er med til at styrke både den fysiske, mentale og sociale sundhed.

Samtidig vil mange foreninger gerne samarbejde mere med kommunerne om f.eks. tilbud til børn med særlige behov eller hold til seniorer, der sluses ud i foreningerne efter kommunale genoptræningsforløb.

Samarbejde på tværs er vigtigt

Charlotte Bach Thomassen kommer med en klar opfordring til kommunerne om at gøre op med ”siloerne.”

“Det er ikke en ny kritik og KL’s udspil betoner vigtigheden af at samarbejde på tværs af forvaltninger. I DGI og idrætsforeningerne er vi helt afhængige af kommunernes samarbejde, f.eks. at en sundhedsplejerske eller lærer viser et barn med særlige behov vej til vores Jump4Fun-hold, der netop er målrettet den målgruppe. Eller når fysioterapeuten efter et kommunalt genoptræningsforløb skaber brobygning til et foreningsfællesskab,” siger Charlotte Bach Thomassen.  

Fællesskaber er afgørende for mental sundhed

KL’s udspil specifikt nævner specifikt, at fællesskaber er afgørende for menneskers trivsel og mentale sundhed og for sammenhængskraften i samfundet, ligesom undersøgelser viser, at frivillige oftere har god mental trivsel.

Samtidig betoner udspillet samarbejdet mellem foreningsliv, skoler og dagtilbud.

”Det kalder også på investeringer. Mest i tid, ledelse, faglig frisættelse og ofte også mindre beløb, som kan være en rigtig god investering,” siger Charlotte Bach Thomassen.  

Udspil med stærke og relevante anbefalinger

”I DGI vil vi gerne tage KL’s udspil med i tasken, når vi mødes lokalt med kommunerne, for udspillet rummer stærke og relevante anbefalinger. Det er et godt oplæg til at gøre noget aktivt, og potentialet er kæmpestort,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Udspillet fra KL indeholder 4 såkaldte pejlemærker:

  1. Prioriter rammer for et bæredygtigt samfund
  2. Styrk fællesskaber for mere trivsel og sammenhængskraft. Her anbefaler KL bl.a., at kommunalbestyrelsen laver fleksible rammer for lokale fællesskaber og frivilligheden og fjerner mulige barrierer for civilt engagement. Samt skaber incitamenter for, at foreninger og organisationer styrker indsatsen for at få flere til at deltage i fællesskaber. Plus prioriterer fysiske rammer og plan- og boligpolitikker, der fremmer sundhed og fællesskaber
  3. Invester i børn og unge, de er fremtidens generationer. Her anbefaler KL bl.a. at kommunerne sikrer bedre samarbejder med fritids- og foreningslivet for at alle børn bliver en del af fællesskaberne. Plus at kommunalbestyrelsen opfordrer dagtilbud og skoler til at børnene hver dag får pulsen op og oplever glæde ved at bruge kroppen
  4. Diffentier for at skabe mere lighed i sundhed. Med et eksempel fra Brønderslev Kommune om brobygning, dvs. at alle borgerne, der deltager i et forebyggelses­tilbud, tilbydes at komme med på et eller flere foreningsbesøg 

Fakta om ’Fremtidens forebyggelse’

Den 16. og 17. maj holder KL Social- og Sundhedspolitisk Forum i Aalborg med 1200 deltagere fra landets kommuner. DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen er på scenen til sessionen ’En vision for fremtidens forebyggelse’, hvor hun bl.a. skal anmelde KL’s nye udspil ’Fremtidens forebyggelse’ om forebyggelse og sundhedsfremme i kommunerne.

Læs mere om udspillet på KL’s hjemmeside