Deltagerne er begejstrede for "Hold Hjernen Frisk"

Aktiviteter som SMART Training og naturtræning gør en positiv forskel for deltagerne, viser en evaluering.

65 procent af deltagerne i SMART Training er blevet motiverede til at leve sundere. Foto: Bent Nielsen(arkiv)

Et bedre socialt netværk, bedre balance og øget psykisk velbefindende. Det er nogle af de positive fordele, deltagerne i projektet "Hold Hjernen Frisk" har oplevet.

Og faktisk har mere end 90 procent af seniorerne været så glade for aktiviteterne, at de vil anbefale forløbet til venner og bekendte.   

Center for Sund Aldring på Københavns Universitet har gennemført en evaluering af projektet. Og det er den, der viser, at deltagerne er glade.

Det fortæller Cathrine Lawaetz Wimmelmann, der er adjunkt på Center for Sund Aldring og Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet:

”En overvejende del vil tilmelde sig igen, hvis de får muligheden, og mange af deltagerne har oplevet en positiv forandring. Det er vigtig at understrege, at det ikke et forskningsprojekt, vi har gennemført, og de oplevede forbedringer er rapporteret af deltagerne selv. Det er derfor uvist, om vi ved objektive målinger ville kunne konstatere de mange forbedringer, som deltagerne selv angiver.” 

Lev aktivt i længere tid

Projekt Hold Hjernen Frisk tilbyder tre forskellige aktivitetsspor, har til formål at få flere seniorer til at leve et aktivt liv i længere tid, og målgruppen for projektet er derfor mænd og kvinder i alderen 55 til 75 år. Alle aktivitetssporene rummer både fysiske, mentale og sociale elementer.

  • ”Kulturen i bevægelse – bevægelse i kulturen” – arrangeret af udvalgte biblioteker
  • ”SMART-Training” – arrangeret af DGI
  • ”Naturtræning” – arrangeret af DGI

Deltagerne oplever positive forandringer

Evaluering viser, at hver anden deltager i ”Kulturen i bevægelse – bevægelse i kulturen” oplever, at deres sociale netværk er forbedret. Seks ud af 10 af deltagerne fra ”SMART-Traning” oplever, at de har fået en bedre balance, mens seks ud af ti deltagere fra ”Naturtræning” oplever øget psykisk velbefindende. 

Projektleder Henrik Jacobsen, DGI, siger:

”I foreningslivet opleves stor interesse for at kombinere mental og fysisk aktivitet på holdbasis. Så det er win-win for såvel foreninger som seniorborgere, der ønsker at bidrage til at holde sig hjernefrisk.”

En sundere livsstil

Evalueringen viser også, at 65 procent af deltagerne i ”SMART-Training” melder tilbage, at de er blevet mere motiverede for at leve sundere, og 78 procent af deltagerne vil gerne tilmelde sig igen.

Den samme tendens gør sig gældende for deltagerne på ”Kulturen i bevægelse – bevægelse i kulturen”, hvor 62 procent af deltagerne er motiverede for at leve sundere, og hele 90 procent vil gerne tilmelde sig igen.

Blandt deltagerne på ”Naturtræning” svarede 75 procent, at de er motiverede for at leve sundere, mens 83 procent ville melde sig igen, hvis de fik muligheden.

Enhedschef Annette Bach, Center for Kunst og Biblioteker, Slots- og Kulturstyrelsen, siger:

”Det er dejligt at se, at deltagerne i projektet føler, at det har haft så god en effekt for deres livskvalitet, at mange af dem har mod på at fortsætte ad samme spor. Samtidig viser projektet, at bibliotekerne kan spille en væsentlig rolle i forhold til at give danske seniorer bedre muligheder for at holde hjernen frisk og i gang.”  

Om evalueringen af "Hold Hjernen Frisk"

Deltagerne i projektet har udfyldt spørgeskemaer både før og efter forløbene, og som en del af aktiviteterne har deltagerne også udført fysiske tests.

1073 deltagere har besvaret spørgeskemaerne ved før-målingen, og de fordeler sig lige over de tre aktivitetsspor.

Ud af de 1073 deltagere har 64 procent af deltagerne besvaret samme skemaer ved efter-målingen.

I alle tre aktivitetsspor oplever deltagerne selv forbedringer.

Hold Hjernen Frisk” er et aktivitets- og formidlingsprojekt støttet af Nordea-fonden, som DGI, Center for Sund Aldring på Københavns Universitet og Slots- og Kulturstyrelsen står bag.