Børne- og motionsidræt i Europa risikerer at blive klemt

EU og Europarådet diskuterer, om idræt skal opfattes som en pyramide, hvor eliteidrætsorganisationer skal sætte retningen: fra topklubber og ned til de lokale foreninger. Det bekymrer DGI, som netop har lavet et internationalt positionspapir med børne- og motionsidræt i fokus.

Med et nyt postionspapir vil DGI arbejde for, at børne- og motionsidrætten prioriteres først. Foto: Michael Bo Rasmussen (arkivfoto)

På tværs af Europa risikerer civilsamfundet at komme i klemme - samtidig viser nye tal fra WHO, at stadig bliver flere mennesker er fysisk inaktive. En ny vedtagelse i DGI´s hovedbestyrelse retter nu skarp kritik af EU og Europarådets snævre forståelse af sammenhængen mellem elitehensyn på den ene side og børne- og motionsidræt på den anden.

Læs DGI's internationale positionspapir

I disse år diskuteres en europæisk sportsmodel, som lægger op til, at der i en pyramidestruktur skal være én national organisation per land, som sætter den samlede retning for idrætten i Europa. Ønsket om en international pyramidestruktur er båret politisk frem af en modstand mod planerne om blandt andet private ligaer i særligt international og kommerciel topfodbold.

Men med en modstand mod private ligaer risikerer tilhængerne af en international pyramidestruktur at ødelægge noget meget større; nemlig mangfoldigheden af organisationer og foreningsliv i Danmark og Europa.  

Børne- og motionsidræt skal prioriteres først

DGI's internationale arbejde

  • Digitalisering
  • Idrætsmentorer for børn med særlige behov
  • E-sport i forening
  • 'ABC for mental sundhed’, som er publiceret på EU’s portal for bedste praksis og nu bliver til et internationalt projekt.
  • ’Jump for fun’, der nu implementeres som 'Move For Fun' i Polen, Argentina og England.
  • DGI fremmer demokratiske foreningsværdier og bevægelsesglæde gennem Verdensholdet.
  • DGI arbejder med international interessevaretagelse sammen med ISCA og ISCAs medlemmer, herunder gennem danske Europaparlamentarikere.

Derfor sætter DGI spørgsmålstegn ved, om eliteforbund og topkommercielle interesser i internationale klubber skal sætte retningen, når de få eliteidrætsudøvere sættes overfor den store masse af mennesker, der dyrker motionsidræt. Hertil kommer den udprægede myte om, at elite skaber bredde, og at flere bliver aktive i landets idrætsforeninger, hvis et landshold vinder medaljer.

Netop debatten om den europæiske sportsmodel følger og deltager ISCA i, som er den internationale breddeidrætsorganisation. Igennem ISCA samarbejder DGI med idrætsorganisationer fra mere end 50 lande om at styrke diversitet og mangfoldighed.

Mogens Kirkeby, formand for ISCA og næstformand i DGI, er ikke i tvivl om, at der er brug for mangfoldighed og forskellige idrætsorganisationer i et land:

”Vi har brug for idrætsorganisationer, der prioriterer børne- og motionsidrætten højest. Det gør DGI - sammen med mange ligesindede idrætsorganisationer både i og udenfor Europa.”

Kommercielle interesser må ikke kvæle børneidrætten

DGI mener, at der er brug for idrætsorganisationer, der gennem frivillighed og foreninger er lokalt forankret uden tungtvejende kommercielle hensyn, som ses i den professionelle eliteidræt. Det skal politikerne have opmærksomhed på, siger Mogens Kirkeby.

”Børne- og motionsidrætten rummer langt de fleste idrætsaktive i Danmark og det øvrige Europa. Det er vigtigt, at lovgiverne forstår denne virkelighed og understøtter de organisationer, der sikrer at børn og motionister får lige så meget opmærksomhed som elitesporten.”

DGI foreslår derfor, at EU og Europarådet fokuserer på børne- og motionsidrætten og ikke fremmer monopolisering på organisationsniveau og den snævre forståelse af en altomfattende ”idrætspyramide”.

DGI arbejder internationalt for:

  • At civilsamfundsorganisationer og lokale foreninger i Europa og resten af verden har gode rammevilkår, og at idrætsorganisationer tager aktivt medansvar for det.
  • At sikre mangfoldighed, demokrati og fri organisationsdannelse i civilsamfundet globalt, så børne- og motionsidrætten har organisationer, som prioriterer det højest.
  • At kommercielle interesser og ensidig præstationslogik ikke dominerer børne- og motionsidrætten internationalt.
  • Systematisk at dele viden og eksempler fra Danmark, så børne- og motionsidrætten fremmes globalt – og at lære af de nyeste tendenser og praksisser internationalt.

DGI foreslår:

  • At EU og Europarådet fokuserer på børne- og motionsidrætten og ikke fremmer monopolisering på organisationsniveau og den snævre forståelse af en altomfattende ”idrætspyramide” (European Sport Model).
  • At EU reducerer de administrative krav til civilsamfundsorganisationer i nuværende og fremtidig regulering.
  • At UNESCO, WHO og andre FN- og internationale organer systematisk indarbejder børne- og motionsidrætten som en væsentlig bidragsyder til en socialt bæredygtig fremtid.