Bankerne har ikke gjort det nemmere eller billigere for foreningerne
Bankernes bureaukrati og gebyrer er fortsat et meget stort problem for idrætsforeningerne, viser en ny undersøgelse fra DGI blandt tusindvis af frivillige kasserer. En vejledning fra Finanstilsynet skulle ellers gøre mødet med bankerne nemmere.
48 procent af kassererne finder krav og bureaukrati i mødet med bankerne for høje eller alt for høje. Og tre ud af fire foreninger angiver, at de slet ikke eller i lav grad har oplevet, at bankerne har sænket gebyrerne. Det viser DGI’s nye undersøgelse om bankgebyrer på baggrund af 1.933 kasserers besvarelser.
I oktober 2022 kom Finanstilsynet ellers med en vejledning til banker og pengeinstitutter om risikoklassifikation af foreninger, som skulle lette byrderne for både bankerne og foreningerne. Dermed fik bankerne et redskab til at lempe kontrollen for størstedelen af foreningerne og dermed et grundlag for at opkræve lavere gebyrer.
DGI's undersøgelse
- 2.731 kasserer har i juni besvaret et spørgeskema udsendt af DGI-analyse. DGI har grundet en teknisk fejl genudsendt tre spørgsmål i august til de 2.731 respondenter, som 1.933 har besvaret
- Undersøgelsen er repræsentativ i forhold til geografisk spredning samt størrelsen på DGI’s medlemsforeninger
Men DGI’s analyse viser nu, at vejledningen ikke har haft den mindste effekt, og det er ærgerligt for foreningerne, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen:
”Der er stadig alt for meget bureaukrati. Hos bankerne er de høje dokumentationskrav et væsentligt argument for alt for høje gebyrer. Nu viser dugfriske tilbagemeldinger fra vores foreninger, at vejledningen, der skulle nedbringe både bøvl og gebyrer, ikke bliver fulgt. Det må der gøres noget ved. Vores frivillige i foreningerne fortjener at bruge kræfter og penge på aktiviteter i stedet for på banker.”
For høje gebyrer udhuler foreningens arbejde
Bankernes høje gebyrer begrundes ofte i hvidvasklovgivningens krav til, hvordan bankerne skal tjekke og dokumentere foreninger. Med Finanstilsynets vejledning fra oktober 2022 fik bankerne et værktøj til at lempe kravene for de foreninger, der er i lavrisikogruppen for hvidvask, og dermed kunne gebyrerne også sænkes. Det er dog kun én procent af kassererne, der angiver, at de enten i høj grad eller meget høj grad har oplevet sænkede gebyrer.
Kasserer i Aarhus Studenternes Volleyballforening, Lotte Seirup, arbejder i finanssektoren og havde store forhåbninger om, at den nye vejledning kunne få bankerne til at skrue lidt ned for gebyr og dokumentation. Men det er tværtimod blevet til prisstigninger, og sidste år betalte foreningen med omkring 300 medlemmer 6.830 kroner i gebyrer til banken:
”De høje gebyrer gør, at vi tænker meget over, hvordan og hvor ofte vi laver overførsler. Det er i hvert fald ikke noget, der gør det nemmere at være en forening. Pengene kunne man lave nogle rigtig gode tilbud for, som støtter socialt samvær, fællesskab og talentudvikling – men i stedet så går pengene til banken.”
Tid til politisk handling
Rigsadvokaten har oplyst, at ingen foreninger er blevet sigtet eller dømt for hvidvask fra juli 2018 til juli 2023. Dermed er der god grund til at lempe på kravene til foreninger, som anvist i Finanstilsynets vejledning.
”Vi havde håbet, at foreningerne i mødet med banken kunne mærke, at bureaukratiet var mindsket og gebyrerne sænket over det seneste år. Det har dog ikke været tilfældet, og derfor appellerer vi til, at politikerne gør vejledningen bindende,” siger Charlotte Bach Thomassen.
DGI’s ønsker til politikerne
- Gør vejledningen bindende: Finanstilsynets vejledning bør erstattes af en egentlig bekendtgørelse, der er mere formelt bindende.
- Et loft over gebyrer: Indfør en forpligtende mekanisme i lovgivningen, som pålægger banker og pengeinstitutter et samlet loft for gebyrer i forhold til foreningerne størrelse og omsætning. Eksempelvis i form af en foreningskonto.
- En årlig redegørelse: For at styrke gennemsigtigheden og foreningernes mulighed for at vælge det bedste pengeinstitut til prisen ønsker DGI, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen pålægges at udarbejde en årlig redegørelse over foreningsgebyrer med sammenlignelige tal på prissætningen af finansielle ydelser.