Atletikkens ”Krølle” blev DGI’s næstformand – nu takker Nels Petersen af

Nels Petersen har trukket i rigtig mange organisatoriske tråde og sat markante aftryk på DGI’s arbejde. Nu er han blevet 70 og stopper som næstformand til DGI’s årsmøde.

Nels Petersen på talerstolen til DGI's årsmøde i 2021. Nu stopper han som DGI's næstformand. Foto: Jens Astrup

På atletikbanerne blev han kaldt Krølle, og han spurtede derudaf. Nels Petersen har stadig krøl i lokkerne, men som hovedbestyrelsesmedlem og næstformand i DGI har det ikke handler om at spurte, men om at organisere, løse opgaverne og få enderne til at mødes.

Til DGI’s årsmøde 4. november takker Nels Petersen af. Han er blevet 70 og meddelte først på året, at han ville stoppe som næstformand – en post han har haft siden 2018. Før det var han hovedbestyrelsesmedlem i fire år – og hans DGI-historik går helt tilbage til de nordsjællandske atletikbaner i 1960’erne.     

”DGI har altid ligget godt til mig. Jeg elsker at organisere, og jeg er et positivt menneske, der tænker i løsninger, ligesom jeg interesserer mig for den politiske verden og samfundsforhold. DGI har været med til at danne mig som det hele menneske, jeg føler, jeg er” siger Nels Petersen.

Der er mange synspunkter i DGI, og jeg kan godt lide at få enderne til at mødes

Nels Petersen

Der skulle lidt overtalelse til, før han indvilgede i et farvel-interview. For Nels Petersen er ikke den frembrusende type - men han er vidende og grundig og har sat markant aftryk på DGI’s udvikling.

”DGI står stærkt i offentligheden og over for foreningerne qua det vi har gjort. Og vi kan godt være lidt mere stolte af det, vi går og gør. Men jeg vil ikke huskes for noget specielt, I skal bruge mig, mens jeg er her,” siger han med et smil.

Dyk ned i DGI's årsmøde og kandidaterne til næstformandsposten og hovedbestyrelsen

Krølle og atletikken

Nels Petersen er ikke meget for at fremhæve sig selv, men han fortæller gerne velovervejede anekdoter. For eksempel om, at han som ung knægt begyndte sin idrætskarriere med at tage til fodbold, men stod på sidelinjen både da træningen startede og da den sluttede. Anderledes imødekommende var atletiktræneren i Fredensborg Boldklub & IF, der straks fik øje på ”Krølle.”

”Første gang var der en anden dreng, der udfordrede mig i 400 meter. Jeg løb i sandaler og der fandt jeg ud af, at jeg skulle være løber. Og så blev jeg atletikmand,” fortæller Nels Petersen.

Og ja, Nels vandt dysten. Men det skal man spørge ham en ekstra gang om for at få at vide.

Med atletikklubben, der nu hedder Fredensborg Atletik Klub, kom Nels Petersen til amtsstævne og blev ungdomstræner, og som 15-årig kom han med i bestyrelsen. Han arrangerede også koncerter i hallen for at tjene penge ind til klubben.

Med et smil viser han et sort-hvid-foto på sin telefon, hvor Krølle er i løb til et atletikstævne – lige ved siden af Niels Nygaard, der senere blev formand for Danmarks Idrætsforbund.

DGI’s udsendte til OL i München

I 1972 fik han en dag et brev fra Vagner Bach, der var forretningsfører i det daværende DDGU (en af forløberne for DGI). DGI havde nemlig en plads i ungdomslejren til OL i München, og den kunne Nels få. Så atletikmanden fik fri fra 3.g. i tre uger og boede i München sammen med unge fra hele verden. Undervejs havde han aftalt med Politikens lokalavis at skrive hjem.

Men OL i 1972 fik som bekendt et trist forløb, da palæstinensiske terrorister angreb det israelske hold. Elleve medlemmer af holdet og en politimand blev efterfølgende dræbt under en mislykket redningsaktion.

”I stedet for at skrive til ugeavisen om lokale OL-deltagere, så skrev jeg om alt det forfærdelige. Vi boede lige ved siden af de unge israeleres hus,” siger Nels Petersen.

Tragedien har sat sig dybe spor hos Nels. I dag, over 50 år efter, har han det lidt svært med store forsamlinger og vil helst være tæt på udgangen.

En meget mere professionel organisation

Nels’ leverancer til Politikens lokalavis fortsatte efter OL. Det gav gode lommepenge og pirrede lysten til at søge ind på Journalisthøjskolen. 

Han arbejdede som journalist på Frederiksborg Amtsvis, hvor han efterfølgende blev chefredaktør, ligesom han har været kommunikationsdirektør i Falck og Nykredit. De krævende jobs gjorde, at han var væk fra DGI fra 1994-2014.

”Samtidig med jeg skulle stoppe i Nykredit, blev jeg opfordret til at stille op til DGI’s hovedbestyrelse, og jeg blev heldigvis valgt ind. Så jeg kom tilbage og jeg oplevede en meget mere professionel organisation – professionel på den gode måde. Jeg kunne bidrage til det organisatoriske og også se DGI lidt udefra. Nogle gange kan vi have en tendens til at kigge lidt for meget på os selv,” siger Nels Petersen.

Fire stærke formænd

Han har i sin tid i DGI oplevet fire formænd; Arne Rasmussen, Leif Mikkelsen, Søren Møller og Charlotte Bach Thomassen.

”Alle fire er store og stærke profiler med et enormt engagement, der har haft en evne til at se op og se fremad. De har haft enorm betydning for en organisation som DGI – det var aldrig gået med fire formænd af min slags,” siger Nels Petersen med et skævt smil.

Læs portrættet af Søren Møller, der stoppede som DGI's formand i 2018

For han har haft betydning, det må bare ikke lyde som pral. Nogle af de mange områder, han har haft fingrene i, er f.eks. honorarpolitik, good governance og fremtiden for DGI Skydning. Den afgående næstformand skynder sig dog at sige:

”Det er ikke eksempler på, hvad jeg er lykkedes med, men på den måde jeg arbejder.”

Fra Landsstævnet i 1971 til 2025

DGI Landsstævne har en helt særlig plads i Nels Petersens hjerte. Det første, han var til, var i 1971 i Holstebro. Det blev faktisk Nels’ eneste Landsstævne som aktiv udøver, for to punkterede lunger satte en stopper for atletikken.

I stedet fik han smag for andre opgaver, blandt andet var han med til at organisere de landsstævne-aviser, der udkom hver morgen blandt andet i Slagelse i 1981 og i Odense i 1985. I 1990 var han med i forberedelserne til Landsstævnet i Horsens, men måtte tage hjem under åbningen, fordi hans kone var højgravid.

I 2017 i Aalborg var han politisk ansvarlig for rekruttering, marketing og kommunikation og til DGI Landsstævne i Svendborg i 2022 var han politisk ansvarlig for åbningsparaden og de store shows.

For mig ligger energien i landsstævnerne både i at være en del af forberedelserne og afviklingen.

Nels Petersen

”Jeg er glad for, at jeg har været med til at sætte rammerne for det næste Landsstævne i Vejle. For mig ligger energien i landsstævnerne både i at være en del af forberedelserne og afviklingen. Energien opstår i kombinationen af at arbejde med mennesker, være med til at skabe og organisere. Det gør oplevelsen meget større,” siger Nels Petersen

Elsker at organisere

Selvom Nels Petersen er vældig glad for DGI Landsstævne, så afviser han at pege på en enkelt ting eller oplevelse, der har gjort størst indtryk i hans tid i DGI. Ligesom han ikke vil fremhæve et særligt område, hvor han selv har gjort en forskel.

”Jeg har forsøgt at løse de opgaver, der var. Min stil er at prøve at få ting til at lykkes. At folk kommer med indspark, og vi lytter til hinanden. Der er mange synspunkter i DGI, og jeg kan godt lide at få enderne til at mødes. Demokrati er ikke at alle får ret. Men når man har besluttet noget, så er det det, vi gør,” pointerer Nels Petersen.

Han vil gerne fremhæve det gode samarbejde med landsformanden, direktionen og etableringen af Politisk Forum.

”Med Politisk Forum har vi fået en tættere dialog og rammerne for at tage nogle politiske drøftelser. Nogle gange tager drøftelserne tid og nogle gange for lang tid, men vi finder altid løsninger. Og selvom vi skal have dialogen, så er det vigtigt, at vi kigger frem og ud mere end vi kigger ind i os selv,” lyder det fra næstformanden.

Jeg har aldrig kedet mig

Som hovedbestyrelsesmedlem og næstformand har Nels Petersen varetaget andre bestyrelsesopgaver, f.eks. i DGI-Byen, DGI-Huset Vordingborg og Lokale- og Anlægsfonden, ligesom han har haft et tæt samarbejde med Danmarks Idrætsforbund, ikke mindst om Bevæg dig for livet.

”At Bevæg dig for livet ad to omgange har været nævnt i regeringsgrundlaget, det har større betydning, end vi går og tror,” siger Nels Petersen.

Han skæver til sine noter. Forud for interviewet har han nemlig bedt om spørgsmålene og under forberedelsen lavet udførlige noter. Han har dog ikke et klart svar på, hvad tiden skal gå med, når han ikke længere er DGI’s næstformand.

”Men jeg har aldrig i mit liv kedet mig, og det kommer jeg heller aldrig til,” slår Nels Petersen fast.  

Og der bliver nok lidt mere tid til hustruen Birthe hjemme i Hillerød, de to børn og fem børnebørn. Og til hans øvrige bestyrelsesposter, bl.a i Danske Hoteller. Og mon ikke, vi ses til DGI Landsstævne i Vejle i 2025?