Ældre snører gummiskoene i sommerferien

Et nyt tiltag giver ældre i Frederiksberg Kommune mulighed for at dyrke idræt også når de traditionelle idrætstilbud holder ferielukket.

Fire nye hold i sommermånederne sikrer, at de ældre kan være aktive hele året.

Sommertræning for ældre borgere er et nyt tilbud, som Frederiksberg Idræt (FIU) har sat i søen med midler fra bl.a. Bevæg dig for livet. Med tilbuddet kan de ældre bevæge sig i fællesskab i sommerferien, når mange af de andre idræts- og motionstilbud holder ferielukket. Et initiativ de ældre har taget godt imod:

”Jeg har lavet gymnastik i 30 år, og det er dejligt, at jeg ikke behøver stoppe om sommeren. Man kan nemlig godt mærke det, når man så skal i gang igen efter en pause,” forklarer en af holdets deltagere.

"Vi skal have sved på panden. Det er sundt"

I den lille sal i Kedelhallen på Frederiksberg flyder Kim Larsens ’Jutlandia’ fra den gamle ghettoblaster og blander sig med instruktørens opmuntrende stemme:

”Kom så, Jan, stræk armene. Der kommer mere. Vi skal have sved på panden. Det er sundt.”

De otte deltagere på gymnastikholdet løber lidt hurtigere. For fire uger siden kendte de fleste af dem ikke hinanden, men det har det nye tiltag lavet om på.

78-årige Bente Biering er formand for KSG - en af de foreningerne i senioridrætsnetværket, hvor ideen om sommertræning på tværs af foreningerne blev født.

”Det er smaddervigtigt, at Frederiksberg har fokus på os over 60 år. Jeg tror, at pengene er givet godt ud. Hvis man som ældre skal være selvkørende og bo i eget hjem i lang tid, skal man holde sig i gang. Det tror jeg, er en del af hemmeligheden,” siger hun og svinger med hoften i takt til musikken.

Borgmesteren: Seniormotionshold er meget mere end motion

I april måned samlede FIU kommunens senioridrætsforeninger til et fælles møde. Her stod det klart, at flere foreninger ønskede at holde liv i de aktive fællesskaber hele året, herunder om sommeren. 

Et ønske som også Frederiksberg Kommunes sundhedscenter havde. Hver sommer oplever de nemlig, at de ikke kan sende deres afsluttede patienter videre til tilbud, der kan supplere genoptræningen. Alt går i stå. Også de berørte borgeres bedring. Der var med andre ord behov for idrætstilbud, hvor særligt de ældre borgere kunne genoptræne og være en del af et aktivt fællesskab.

”Vi ved, at de her seniormotionshold er meget mere end blot motion – man holder øje med hinanden og får hurtigt et fællesskab, hvor man taler sammen. Så de ældre borgere får både rørt sig og brugt kroppen, men den mentale sundhed er også vigtig at huske. Derfor er det godt at vi med Bevæg dig for livet kan hjælpe foreningerne med også at lave idrætstilbud til de ældre om sommeren,” siger Michael Vindfeldt, der er borgmester i Frederiksberg Kommune.

Fire nye hold i sommermånederne

Efter det fælles møde i april blev der med afsæt i udviklingsmidler fra ”Bevæg Dig For Livet – Frederiksberg” og penge fra FIU rykket hurtigt. Og den 1. juni var der oprettet ikke mindre end fire hold, der tilbød idræt i sommermånederne for kommunens borgere over 60 år.

”FIU lagde også selv penge i puljen og har brugt en masse tid og kræfter på at få initiativet til at lykkes, men vi kunne ikke have gjort det uden midlerne og opbakningen fra Bevæg Dig For Livet. Med dem i ryggen kan vi gå efter ideerne, når der er momentum og behov, som det var tilfældet her. Det virker,” siger Karina Ildor Jacobsgaard, der FIU’s idrætskonsulent.

Inge-Lise er instruktør - og 81 år gammel

”Jeg skal hilse fra Berit – hun kunne desværre ikke komme i dag,” siger gymnastikinstruktøren, Inge-Lise Eriksen, mens hun med armene over hovedet står på et ben og langsomt svinger det andet ben foran sig i cirkler, der ville få enhver yngre skiinstruktør til at klappe anerkendende med skistavene.

”Det er vigtigt at træne balancen. Ældre mennesker falder og slår sig. Det skal de ikke. Så derfor træner vi det her,” forklarer hun, mens holdet nikker samstemmende og svinger med skiftevis venstre og højre ben.

Inge-Lise Eriksen er holdets træner. Hun er 81 år gammel og aktiv i KSG på Frederiksberg. Faktisk kan hun ikke huske, hvornår hun ikke har været aktiv. Trods slidgigt i begge hænder og et haleben, der driller lidt, leder hun rutineret de fremmødte sommermotionister videre til træningens næste punkt.

”Så skal I ned på måtterne. Hold den i 50 sekunder. Ja det er godt,” hepper Inge-Lise Eriksen opmuntrende, mens hun liggende på yogamåtten hæver sig på sine underarme og strækker sig i en perfekt planke.

Tilbud til seniorerne

Frederiksberg Kommune har siden 2017 været en af knap 20 såkaldte visionskommuner, der har arbejdet målrettet med idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som DIF og DGI står bag med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Det handler kort og godt om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.

I Frederiksberg Kommune har der blandt andet været fokus på at skabe tilbud for seniorerne. To nye senioridrætsforeninger er dukket op og flere underafdelinger er etableret i eksisterende foreninger med særligt fokus på målgruppen. Tilsammen tilbyder de nu alt fra bordtennis, floorball og boldspil til cirkeltræning, gymnastik og gåture.

68-årige Susan Kahraman er en del af foreningen ”Bevæg Dig 60+”, som er opstået med udgangspunkt i ’Bevæg dig for livet – Frederiksberg.’ Foreningen var med til at føde ideen om sommertræningsfællesskaber for de ældre. Der er i dag omkring 100 medlemmer, men da der er lukket i sommermånederne, er hun nu med på sommeryogaholdet 60+:

”Jeg har ferie hele året: Juleferie, påskeferie, sommerferie, efterårsferie, pinseferie – og de dage jeg ikke har ferie, kan jeg holde fri. Derfor er det så skønt, at der næsten altid er tilbud om yoga. Så jeg kan træne, når det passer mig og holde min form ved lige, selvom andre steder lukker ned for sommeren.”

1000 flere idrætsaktive borgere over 60 år

Der er kommet cirka 1.000 flere aktive seniorer i idrætsforeningerne, siden Frederiksberg startede som visionskommune i 2017.

”Vi er glade for, at FIU og senioridrætsforeningerne byder sig til og udvikler aktiviteter, der får endnu flere med. Det er afgørende for, at vi lykkes som visionskommune under Bevæg Dig For Livet og allerede nu har nået vores mål for 2024 om 400 flere aktive seniorer. Det lover godt for, at vi kan nå endnu længere sammen i de næste år i partnerskabet,” siger borgmester Michael Vindfeldt

Ferie for nogen – floorball for andre

”Har I fået varmen?” spørger Inge-Lise Eriksen ud i hallen.

”Min frisure er helt ødelagt,” griner en skaldet mand med sved på panden.

”Du har da ellers haft papillotterne i i dag, kan jeg se,” smiler en kvinde kækt. Et stort smil breder sig i ansigtet under den skaldede isse; ”Ja, kan du se det?!,” griner manden højt.

Næste onsdag begynder et nyt hold. Gymnastiktræner Inge-Lise Eriksen skal på sommerferie, men overlader stafetten til den to år yngre Bente Biering, som altså går fra at være deltager til at være træner.

”Jeg er med til at holde gang i noget, som jeg synes er vigtigt. Jeg giver noget videre og får samtidig også rørt mig selv. Det er da skønt,” siger hun, mens holdet går i gang med udstrækningen.

I juli måned er der ikke yoga på programmet, så Susan Kahraman - der elsker yoga så højt, at der på hendes t-shirt står skrevet ’ Get a life. Do Yoga’ - skal finde på noget andet for at holde sig i gang i de varme måneder.

”Jeg har savnet at kunne træne om sommeren alle de andre år. Det er svært at få gjort alene derhjemme, så sommeryogaen er et fantastisk initiativ. Måske jeg skal prøve en af de andre sportsgrene, der udbydes nu,” siger hun eftertænksomt, mens hun forsøger at finde ud af, hvad pickleball indebærer.

”Det sociale samvær vægter jeg nemlig også højt,” indrømmer hun.

Floorball, pickleball og gymnastik udbydes onsdag formiddage i juli i Mariendalshallen på Frederiksberg. Håbet er, at udøverne på de tre hold kan mødes i hallens cafeteria efter træning og finde sammen i nye fællesskaber.

Fakta om Frederiksberg Kommune og Bevæg dig for livet

Frederiksberg Kommune indgik i 2023 en ny aftale med Bevæg Dig For Livet

Her var et midtvejsmål for 2024 at øge antallet af medlemmer over 60 år i idrætsforeningerne fra 2.032 i 2021 til 2.400.

Det mål er nået med 2.626 medlemmer over 60 år, da medlemstallene for 2023 blev offentliggjort i april i år.

Målene for resten af aftaleperioden 2025-2027 formuleres til efteråret.